Russisk Grammatik - Hprints.org

PRÆDIKATIVET
Indledning
Moderne russisk har en række størrelser, der i deres ydre form umiddelbart minder
om ord fra forskellige ordklasser. Uanset deres ydre forskellighed udgør de
imidlertid en gruppe, hvis medlemmer ligner hinanden derved, at de kan fungere
som prædikatskerne, dvs. de har en funktion, der ellers i russisk er karakteristisk for
verbet. Men de er ikke verber, hvilket vil sige at de ikke har verbets formsystem, og
de udtrykker da heller ikke i sig selv de grammatiske kategorier, der ellers
manifesteres i et prædikat, som har et verbum som sit kerneled. Det er samtidigt
karakteristisk for disse former, at de udelukkende kan optræde i denne prædikative
funktion og ikke forekommer i andre funktioner i sætningen. Gruppen omfatter
således ikke-verbale ord, der udelukkende har prædikativ funktion i sætningen. Dette
adskiller dem fra prædikatsnominet i sætninger som Он студент ´Han er
student´; Она красивая ´Hun er smuk´; Он работал поваром ´Han arbejdede som
kok´; Он болен ´Han er syg´ osv., idet disse ordformer jo tillige kan optræde i andre
funktioner i sætningen (bortset fra adjektivets kortformer, der i moderne russisk ikke
kan have den attributive funktion, som ellers er adjektivets kendemærke, men som
ubetinget hører til adjektivet som en af dettes bøjningsformer).
Det drejer sig om former som xолодно, темно, пора, лень, надо, нельзя, видать o.
a. Gruppen er kendetegnet ved stor heterogenitet med hensyn til udseende. Former
som xолодно, темно, нужно osv. ligner således neutrale kortformer af adjektiver.
Man kunne også synes, at de ligner adverbier, hvilket ikke undrer, da mange
adverbier på -o er enslydende med neutrale kortformer af adjektiver. Former som
пора og лень minder derimod om substantiver, ligesom видать ser ud ganske som
en infinitiv. Former som нельзя, невдомек, недосуг osv. ligner slet ikke ord fra
andre ordklasser men synes at være vokset sammen af former, der hører hjemme i
forskellige ordklasser. Sådanne størrelser klassificeres ofte som adverbier, dels på
grund af træk ved deres funktion, dels på grund af deres ubøjelighed og endelig
fordi klassen af adverbier ofte er en ”rodekasse”, hvor ellers uanbringelige elementer
ofte havner under klassifikationen.
Det ejendommelige er nu, at disse former fungerer på en måde, så de ikke besidder
den generelle betydning, der ellers hører til den ordklasse de ligner. Et adverbiums
generelle betydning er at udtrykke et kendetegn ved et andet kendetegn: Она сидит
спокойно ´Hun sidder stille; Она сидит очень спокойно ´Hun sidder meget stille´. I
den første sætning fortæller adverbiet om det prædikative kendetegn, der udtrykkes
af verbet, og er således et kendetegn om dette. I den anden sætning fortæller det adverbielle
kendetegn очень om et andet adverbielt kendetegn спокойно. I sætninger
som Мне xолодно og Можно войти findes derimod ikke noget udtryk for ”kendetegnets
kendetegn” men kun det kendetegn, som ligger i prædikatskernen. Substantivets
almene betydning er ”tingslighed”, og denne almene betydning kommer til
udtryk i de grammatiske kategorier genus, animathed, numerus og kasus, som vi ser
165