Russisk Grammatik - Hprints.org

Lad os nu se på yderligere en sætning:
(5) Сын говорил об отце 'Sønnen talte om faderen'
Også her har vi tilsyneladende en positionel realisering af leksemet [ОТЕЦ], nemlig
отце. Men vi iagttager nu en afgørende forskel på denne "form" og de pågældende
ordformer i (1) - (4). Mens disse i de aktuelle omgivelser kan optræde uden præposition,
kan den form, som manifesterer den kasus, vi kalder præpositionalis, i moderne
russisk kun forekomme i forbindelse med præpositionerne в, на, о (об), по og при.
"Formen" отце er altså ikke selvstændigt optrædende og således ingen ordform og
dermed heller ikke nogen realisering af leksemet [ОТЕЦ]. Kun sammen med en af de
nævnte præpositioner opnår den denne status. I dette tilfælde må vi altså sige, at kasusbetydningen
'præpositionalis' ikke udtrykkes ved endelsen alene, som det ellers
er karakteristisk for de øvrige kasusbetydninger, men ved kombinationen af præposition
+ endelse. Det vil sige, at præpositionens betydning medvirker ved kasusudtrykket.
Dette er en ejendommelighed ved denne kasus i moderne russisk og et
eksempel på samvirke mellem morfologi og syntaks. I en vis forstand kan det også
betragtes som et eksempel på en latent tendens til stigende analytisme i russisk.
3.2.2 Nu er det ikke i alle tilfælde muligt at skelne mellem ord og ordform. Således er
der i forbindelse med leksemer, som ikke besidder bøjningsmuligheder, sammenfald
mellem de to fænomener. Det gælder f. eks. ved adverbier, konjunktioner præpositioner
o.l. "Ord" som xорошо, часто, к og в kan ikke optræde i andre former. I sammensætninger
som:
отец и мать far og mor
кофе с молоком kaffe med mælk
er der altså tre leksemer repræsenteret (forudsat vi anerkender de synsemantiske elementer,
dvs. konjunktionen и og præpositionen с som leksemer), men i ordforbindelsen
Песня Песней Sangenes Sang (= Højsangen) er der kun ét.
3.2.3 Morfologien undersøger bestanden af ordformer, der hører til et givet leksem,
og opstiller ud fra generaliseringer forskellige bøjningsmønstre. Sådanne bøjningsparadigmer
kan forlede til den opfattelse, at vi tager en grundform, f.eks. nominativ singularis
af отец og "bøjer" den i akkusativ, genitiv, dativ osv. Sådan forholder det sig
ikke. Et substantiv består i russisk af et antal ordformer svarende til kasussystemets
muligheder, dvs. seks kasus i singularis og pluralis - altså tolv ordformer i alt. I virkeligheden
vil antallet være mindre på grund af de homonymier, der opstår ved kasussammenfaldet
i nominativ og akkusativ (ved inanimata) og akkusativ og genitiv
(ved animata), eller ved at samme endelse kan have forskellig funktion alt efter, hvilken
plads den har i systemet, f.eks. чувств-а (gen. sg.) 'følelses' : чувств-а (nom./ akk.
pl.) 'følelser'. I den konkrete situation vælges den ordform, der kan stå på den givne
plads i rækken af elementer. Og det vigtige er i denne forbindelse, at antallet af pladser
uanset sammenfald og synkretismer er 6 x 2. Således repræsenterer кино ét lek-
221