Afhandling - Arkitektskolen Aarhus

226
STRATEGI & METODE
Generelt
kan
man
konkludere,
at
det
dobbelte
blik,
som
også
Lefebv‐
re
fandt
i
utopien,
på
mange
niveauer
er
et
grundlæggende
vilkår
for
utopien
som
 arbejdsredskab.
 Den
 indeholder
 (relativt)
 detaljerede
 beskrivelser,
 af
steder
som
ikke
er,
den
kan
rumme
beskrivelser
af
begær,
impulser,
stem‐
ninger
 og
 det
 ubegribelige
 i
 fremtiden,
 men
 også
 indeholde
 konkrete
(idé)kataloger
med
ønsker
og
krav
til
fremtidens
indretning.
Den
er
på
én
og
samme
tid
en
beskrivelse
af
det
bedst
–
eller
værst
–
tænkelige
scenarie
for
fremtiden
og
rummer
dermed
implicit
et
blik
på
den
samtid,
der
er
udgangs‐
punktet
for
de
positive
eller
negative
forestillinger
om
fremtiden.
Samtidig
kan
den
rumme
megen
direkte
kritik
af
eksisterende
tilstande,
men
formår
–
med
afsæt
i
humor
–
at
vende
denne
kritik
til
et
udgangspunkt
for
en
diskus‐
sion
af
foretrukne
tilstande.
Umiddelbart
virker
utopien
derfor
oplagt
som
redskab
til
at
løsne
op
for
de
komplekse
udfordringer,
der
er
forbundet
med
borgernes
deltagelse
i
byudviklingsprocesser.
Men
hvordan
operationalise‐
rer
vi
dette
dobbelte
blik
og
gør
utopien
til
en
praktisk
metode?
Utopiatyping som operationel metode
Ideen
om
utopiatyping
opstod
i
løbet
af
mit
PhD‐projekt
i
et
samspil
mellem
 ovenstående
 teoretiske
 refleksioner
 og
 ideen
 om,
 at
 man
 i
 andre
udviklingsprocesser
ofte
anvender
prototyper
som
udgangspunkt
for
test
og
forbedringer
 af
 et
 tænkt
 produkt,
 system
 eller
 en
 service
 (Delman
 et
 al.
2008,
Delman
&
Nielsen
2009).
Som
vi
formulerer
det
i
den
første
artikel
om
utopiatyping
fra
2008:
[…]
prototypes
are
early,
more
or
less
functional
versions
of
a
 future
 system
 or
 product
 with
 a
 degree
 of
 complexity
 which
makes
it
feasible
to
spend
time
and
money
on
testing
and
evaluat‐
ing
many
iterations
instead
of
just
putting
it
out
there
and
let
it
float
or
sink.
While
prototypes
are
valid
tools
for
processes
within
the
 areas
 mentioned
 above
 they
 are
 not
 easily
 integrated
 into