Forebyggende foranstaltninger 10-13 år

der sig i en udviklingsfase, hvor det begynder at bevæge sig væk fra forældrene
og i højere grad at orientere sig mod sine jævnaldrende (Baviskar
& Dahl, 2009). Vennerne giver barnet accept, bekræftelse, udfordringer
og støtte, hvilket får stor betydning for barnets hverdag og udvikling
generelt (Jørgensen, Holstein & Due, 2001). Ifølge SFI’s børneforløbsundersøgelse
af årgang 1995 fremgår det videre, at der for de 11-åriges
vedkommende er en klar sammenhæng mellem det at have mindst en
god ven og at være tilfreds med sit liv (Mattsson, Hestbæk & Andersen,
2008). Venskabet med jævnaldrende kan altså betragtes som en beskyttelsesfaktor
for barnets trivsel og udvikling.
Samtidig eksisterer der en række risikofaktorer i relation til jævnaldrende,
eksempelvis mobning og gruppepres. Mobning kan blokere
den proces, et barn gennemgår i sit forhold til jævnaldrende og sin egen
udvikling, da accepten fra de jævnaldrende udebliver. Mobning kan resultere
i en usikkerhed hos barnet, problematisere dets samvær med venner
samt være belastende for barnets helbred og trivsel. Finder mobningen
sted i skoletiden, kan det yderligere påvirke barnets lyst til at møde op og
deltage i skolens aktiviteter. Herved risikerer mobningen at have en negativ
længerevarende betydning for barnets udvikling i livet, hvilket kan
resultere i lavt selvværd, ensomhed og manglende faglige kundskaber
(Jørgensen, Holstein & Due, 2001). Gruppepres i forhold til alkohol,
rygning, hash eller brug af lightergas er lige så problematisk som mobning.
Hvor mobning er en form for eksklusion, er gruppepres en form
for inklusion i visse sociale netværk, som samtidig virker ekskluderende i
forhold til andre (Pedersen & Kolind, 2010). Børn, der føler sig marginaliseret
på en række områder, kan derfor let udvikle et bestemt rusmiddelbrug
og derigennem opleve rusmidlet som en form for inklusion i en
mindre subkultur.
FRITIDSAKTIVITETERNES BETYDNING
De organiserede aktiviteter har lige så stor betydning for barnets trivsel
som de uorganiserede aktiviteter (Baviskar & Dahl, 2009). En undersøgelse
af de 11-årige børns hverdagsliv og trivsel viser, at andelen af børn
fra ressourcesvage familier, der ikke går til en fast organiseret fritidsaktivitet,
er tre gange højere end andelen af børn fra ressourcestærke familier
(Mattsson, Hestbæk & Andersen, 2008). Der er tale om en bekymrende
fordeling, da fritidsaktiviteter betragtes som centrale for barnets trivsel.
26