Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Herved vaagnede Worse halvveis og sagde strax i en overlegen Tone: «Naa! –
du har sovet! – jeg troede aldrig du vilde vaagne.»
«Vaagne?» – svarede Randulf spodsk, «jeg har ikke faaet Blund paa mine
syndige Øine, – saaledes som du brøler!»
«Jeg snorker aldrig,» svarede Worse afgjørende, «og desuden har jeg været
vaagen hele Tiden, mens du sov.»
«Sov? – jeg sov aldeles ikke – hører du!»
«Ja men det maa da jeg bedst vide, som har siddet her og –»
– «og snorket – ja! det gjorde du som en Helt.»
De kjæglede endnu en Stund om dette, indtil de blev vaagne.
Derpaa tændte de sine Piber og trak Frakkerne paa; hos Randulf var de altid i
Skjorteærmerne, hvilket var en Fest for Worse; thi hjemme fik han ikke Lov til
det.
Dernæst vandrede de to gamle Skippere omkring paa alle Byens Brygger,
kigede ind i Søhusene og ind i Reberbanen, talte om Fartøierne paa Havnen og
granskede med den yderste Mistro et nyt Skib, som var under Bygning paa
Værftet. Overalt traf de Kjendinger, som de slog en Passiar af med; Randulf var i
Perlehumør, og Worse kviknede ogsaa til, skjønt som i gamle Dage var han ikke.
Det var nu næsten noget nyt og uvant for ham – saadan en Runde gjennem
Byen. Thi i den senere Tid kom han aldrig stort længer end ned paa sit eget
Søhus.
Det var gaaet saa besynderligt med ham; han begreb det ikke selv. Men fra
det Øieblik, han havde overladt «Familiens Haab» til andre, havde han næsten
mistet Interessen for alt det, han før havde stellet med. Ja naar han nu saa et
Skib staa ind af Byfjorden for fulde Seil, var det ham næsten pinligt, – og før var
det dog det skjønneste Syn, han vidste.
Imidlertid fik Randulf ham tøet op idag, saa han blev munter og endogsaa
bandte et Par Gange uden at mærke det, hvilket oprigtig glædede hans Ven.
Thi ligesom Konsul Garman var ogsaa Randulf paa sin Kant ulykkelig over, at
Jacob Worse gik tilgrunde – som han kaldte det. Han ærtede ham ikke længer;
det kunde jo ikke nytte. Men i Klubben betroede Randulf en og anden god Ven
ved et varmt Glas, hvor smerteligt det var at se en Perle af en Sjømand som
converted by Web2PDFConvert.com