Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

tænkte paa andet end Riddere og Borgfrøkener og Væbnere og Maaneskin og
Falddøre og lange Lokker og Vindeltrapper.
Hun havde i sin Tid bedaaret Styrmand Worse paa en Rotur i Maaneskin. Et
saa fint Fruentimmer, med saa store, vaade Øine og saa langt gult Haar havde
han aldrig seet før – hverken i Østersøen eller i Middelhavet.
Og hun var bleven hans i Liv og Død paa den selvsamme Rotur, da Worse,
efterat Selskabet havde drukket Kaffe paa en liden Ø, tog hende paa sine Arme og
vassede med hende ud til Baaden, istedetfor at vente, til den blev lagt ordentlig til
Land.
Det mindede hende lidt om Romarino, der omslyngede Mirandas smekre
Midie med sin senestærke Arm, svang sig let i Sadlen med sin skjønne Byrde og
jog ud af Borgporten paa sin fnysende Ganger.
Men det blev en høist ulykkelig Ridetur for dem begge.
Han var ligesaa umulig til Ridder som hun til Skippermadam. Da Byens
Leiebibliothek ikke havde mere at byde, henfaldt hun i sygelige Drømme, af
hvilke hun vaagnede, forat klynke og beklage sig; og da fik Jacob Worse Smag
paa de lange Farvande.
Engang han var ventendes hjem fra Lissabon, fødte hans Kone en Søn, som
hun skyndte sig at døbe: Romarino.
Dette gik Worse nær tilhjerte. Han kunde næsten ikke glæde sig fuldtud over
den lille blege Tingest i Vuggen for dette Navns Skyld, der ligesom fjernede
Gutten saa meget som muligt fra ham og trak ham ind i Moderens Verden.
I Virkeligheden var det ogsaa noget af det mest bagvendte, man kunde tænke
sig – at høre Skipper Worse sige Romarino.
Da den svagelige, klynkende Dame døde, var Romarino 15 Aar; og han blev
da sendt til en Familie i Kjøbenhavn, som paa Konsul Garmans Anbefaling tog
sig af ham; hjemme i det store tomme Hus kunde han jo ikke være, og Faderen
var bestandigt paa Reise.
Nu var han henad 20 Aar, og før Jacob Worse gik paa den lange Tur til Rio,
havde Sønnen været paa Besøg hjemme.
Han var fremdeles en bleg Tingest med blondt Haar, olivengrøn Kjole, gul
Vest, trange lysegraa Benklæder, der med stor Kraft holdtes stramt nede ved
hvide Alunskinds Stropper under Støvlerne. Den urimeligt høie Flossehat sad paa
converted by Web2PDFConvert.com