Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Og i saa Henseende var Jacob Worse nok værd at erobre – især efterat han
var kommen i Kompani med Garman. Det vilde ikke blot styrke Brødrenes
Samfund udad; men – hvad der for hende turde være det vigtigste – det vilde i
høi Grad styrke hendes Stilling blandt Brødrene, at det var hun, som havde tilført
dem denne nye, kostbare Broder.
Thi at det skulde lykkes hende at gjøre en Broder ud af Jacob Worse, derom
tvivlede Madame Torvestad ikke. Hun kjendte adskilligt til Verden og havde seet
flere ældre Mænd, der giftede sig med yngre Piger; hun vilde virke paa ham
gjennem sin Datter, hendes Indflydelse vilde udstrække sig fra Baggaarden over
den hele Bygning, Brødrene vilde takke hende, og Guds Sag vilde fremmes.
Sara saa det hele komme. Fra hin Samtale om Vintræet, var hun ikke længer i
Tvivl om, hvad der var bestemt for hende.
Da Hans Nilsen reiste, forærede han hende det dyrebareste, han ejede. Det
var et egenhændigt Brev fra Hauge til hans Moder. Papiret var gult og medtaget
og Blækket blegt. Fennefos, som var udlært Bogbinder, havde selv arbeidet en
sirlig Mappe af Pap til at bevare Brevet i – med hendes Navn og et Skriftsted
trykket udenpaa.
Der blev snakket om det blandt Kvinderne, saa mærkeligt syntes man, det
var, at Hans Nilsen vilde skille sig ved et saadant Klenodie. Men den, der vilde
komme med nogen Hentydning i den Anledning overfor Madam Torvestad, fik en
saa skarp og isende kold Afvisning, at det ikke blev prøvet oftere.
Sara var forvirret, – glad og lykkelig ved Gaven og de hjertelige Ord, han
havde sagt hende, da han reiste; men ellers var hun ulykkelig – haabløst
ulykkelig. Om Natten laa hun og græd i Sengen og bad om Naade til at overvinde
sig selv.
Og en saadan Nat kom Moderen ind i Soveværelset. Der var ganske mørkt, og
Sara, som laa i sin Graad, mærkede Ingenting, før hun hørte Moderen sige: «Kan
du nu se – mit Barn! jeg havde Ret; tak nu Herren, at du itide fik Øinene opladte
for Faren.»
Hun sagde det saa myndigt og bebreidende, at Sara reiste sig op i Sengen og
blev siddende længe uden at græde og uden at bede, mens tunge, stridige Tanker
kom op i hende.
Det var den gamle Adam; men hun gad ikke kjæmpe imod ham. Hun lod de
converted by Web2PDFConvert.com