Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

netop i disse Ting, hun var hjemme, og hun lod aldrig nogen Leilighed gaa
unyttet, til at fortælle om de Mænd, hun i sin Ungdom havde hørt saa meget om.
«Ja visselig,» sagde Sivert Jespersen, «der er os mangt et velsignet Ord
opbevaret fra Johan Arndt, Spener og Francke. Ogsaa iblandt Herrnhuterne har
der senere været mange fromme Guds Mænd.»
«Vi kunne lære noget af dem, og de kunne lære noget af os,» sagde den gamle
Farver.
«Jeg læste netop idag i en liden Bog, jeg har, om et Syn, som en from Mand af
Franckes Venner havde. Senere erfor denne Mand, at Francke døde just i samme
Stund, som han havde Synet;» – idet Madame Torvestad sagde dette, fremtog
hun af sin Lomme en af sine evindelige Smaabøger; og Sivert Jespersen bad
hende, om hun vilde læse om den Aabenbaring, hvis det var den Bog, hun havde.
Det var den; og hun havde taget den med sig, fordi hun og de Ældste vare
komne til det Resultat, at man burde forsøge lempeligt ved blide Ord at
fremkalde et livsaligere og mere fortrøstningsfuldt Sindelag hos deres kjære Ven
og Broder Hans Nilsen.
Man lavede sig til at høre efter. De fleste havde spist; men enkelte af
Mandfolkene tog sig endnu et Stykke Steg og spiste stille, mens hun læste.
Stemningen blandt dem begyndte at blive lettere, og de saa frimodigere hen paa
Fennefos.
Madame Torvestad læste godt uden at betone fremmede Ord galt saaledes
som de andre, der vare mindre vel oplærte fra Barndommen:
«Endelig kom den Tid, da Elias – herved menes Francke – skulde tages bort;
– det var i Aaret I727. Udaf mit Mørke fik jeg et klart Syn at se i de Saliges
Boliger. Jeg saa den store Fredsfyrste omgiven af en utallig Skare af Frelste med
smilende Mund at tiltale dem saaledes: Min Faders Velsignede! I elske mig og jeg
Eder; vi frydes af hverandre. Og nu har vi en ny Gjenstand for vor Fryd. I dette
vort nye Jerusalem skulle vi imorgen feire en Glædesfest. En stor, en høit
benaadet Sjæl skal da bekomme min Krone. Han er nu ifærd med at aflægge sin
jordiske Hytte.»
Strax raabte hele Himmelen med største Høiagtelse: Amen! – Amen!
Men hvem?– spurgte den ene den anden, – o hvem – skal denne ny ankomne
og høit benaadede Ven være?
converted by Web2PDFConvert.com