Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

med en Sax. Men da de saa endelig havde samlet tilstrækkelig Kraft nedentil,
begyndte de at brede sig udover, voxte indpaa hinanden og paa de andre Trær,
kjæmpende om hver Solstraale og skinnende af Sundhed og Saft.
De andre Trær gjorde ligedan; ja selv de beskedne Hyldebuske, som stod
yderst langs Gjærdet, og som i de første onde Aar havde baaret al Elendigheden
med Nordenvinden, selv de fik Magt og prøvede at løfte sine runde Kupler i
Høide med de unge Rognbærtrær og Popler, som stod indimellem.
Baade Konsulen og Gartneren vare paafærde; men de udrettede ikke stort.
Fra alle Kanter brød der en simpel Frodighed ind over den tørre, sirlige Have.
Indunder Trærene vilde Hækkerne ikke trives længer, de skjød Vandskud eller
tørrede væk; skikkelige Buskvæxter, der før havde været klippede som smaa
Puder, boblede sig op til store Hølæs; Gange, som før vare rummelige for to,
pressede sig sammen, saaat én knapt kunde komme frem.
Det var ikke Gartnerens Skyld; men Anlægget var naaet saa vidt, at det gik
over fra Have til Park; og der havde ikke været anden Mulighed for at bringe det
tilbage til det oprindelige franske Mønster end at fælde Trærene og begynde fra
nyt af.
Men det kunde jo ikke gaa an; mange fandt det endogsaa smukkere nu end
før med de høie Trær. Men ikke Konsulen; han saa med Beklagelse, hvorledes
hans egentlige Have hvert Aar mere svandt ind, til han ikke havde andet igjen end
den brede Grusgang med de sex Pyramider foran Pavillonen.
Naar han vandrede her i de lyse stille Sommeraftener, kunde han mellem de
oprørske Trær skimte den rødgule Aftenhimmel, der endnu kastede sine Farver
over Sandsgaardbugten og vestud mod Havet, hvor Vandfladen laa som Glas, der
bølgede i lange Tværstriber.
Han kom til at tænke paa den herlige Udsigt over Havet, man i fordums Tid
havde havt fra Taget paa Havepavillonen. Nu var det forbi med den. Det gik med
Haven som det gik med Byen; den groede op og groede over, saa hverken det ene
eller det andet var til at kjende igjen.
Paa Bagsiden af Pavillonen var der en hemmelig Dør i Panelet, hvortil
Konsulen bestandig bar Nøglen i Lommen. Mange smaa Minder om galante
Eventyr kom myldrende ud, naar han nu paa sine gamle Dage en sjelden Gang
aabnede den lille Bagdør. En Vindeltrappe førte til Kammeret ovenpaa. Trappen
converted by Web2PDFConvert.com