Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Og stor er denne Maade.
Der blev ikke rørt ved Desserten; efter Sangen læste den gamle Farver
frabords, hvorpaa de endnu sang to Vers af:
Vort Maaltid vi nu slutte vil
Og folde vore Hænder.
Ved Kaffen var der en trykkende Stilhed; nogle vare alvorligt grebne og
bedrøvede; andre skottede ængsteligt til de Ældste. Kvinderne samlede sit
Overtøi, forat gaa til Forsamlingshuset, hvor der skulde være Bibellæsning;
Fennefos og nogle af Mandfolkene fulgte med.
Men inde i Sivert Jespersens lille Kontor bag Kramboden samledes fem sex af
de Gamle. De fik tændt sine Kridtpiber og sad en lang Stund stiltiende og røg.
Ingen havde Lyst til at begynde.
«Er her nogen, som ved Prisen paa Salt nord i Bergen?» – spurgte Endre
Egeland; han var helst tilbøielig til at springe over det ubehagelige.
Men det lod ikke til, at nogen vidste noget om Saltpriserne; det var klart, at
andet skulde forhandles.
«Ja – ja!» – sukkede endelig Sivert Jespersen, «vi kan nok have godt af
saadant ogsaa!»
«Visselig –» svarede en anden, «er der Feil nok at rette og revse baade hos
dig og mig.»
«Du ser Skjæven i din Broders Øie; men Bjælken i dit eget bliver du ikke var,»
anbragte Nicolai Egeland behændigt.
«Det er ikke altid, at Kvinderaad og Kvindetale formilder en Mand,» sagde nu
den gamle Farver stille.
Der blev en Pause, indtil alle – endogsaa Nicolai Egeland havde forstaaet.
Derpaa var der en, som sagde: «Vi trænger megen Folkehjælp paa Gaarden iaar;
Vorherre har velsignet baade vor Eng og vor Ager.»
Det var en Gaard ved Byen, som flere af Haugianerne ejede i Fællesskab.
«Mest trænger vi en, som baade kan tage Haand i Arbeidet og forstaar at
samles med Tjenerne og Arbeidsfolkene til Opbyggelse i Hviletimerne,» sagde
Sivert Jespersen.
converted by Web2PDFConvert.com