Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

More documents

Recommendations

Info

havde han kjæmpet i Anger med Frygt og Bæven. Men han var vendt tilbage tvivlraadig og uden Fred i sit Sind med den ubestemte Hensigt at hente sit Tøi og reise langt bort. Da han nu stod ligeoverfor Henriette, der saa ham uroligt ind i Ansigtet, vidste han ikke, hvad han skulde gjøre. Men hun, som havde faaet Hentydninger nok i den senere Tid, tog Mod til sig og sagde halvhøit: «Hans! – jeg er forlovet.» «Jeg har givet Lauritz Seehus min Ed for Liv og Død,» tilføiede hun og saa fast paa ham. Hans Nilsen stirrede paa dette Barn, der aabent tilstod sin Kjærlighed for Liv og Død, – saa overlegen, saa ganske anderledes ren end han. «Hør kjære Hans,» sagde nu Henriette og lagde sine Hænder fortroligt op paa hans Skuldre; «du har altid været god imod mig, og du er god i dig selv. Du vil ikke tage mig paa denne Maade – det ved jeg; men du maa hjælpe mig imod Mor!» «Jeg skal visselig ikke gjøre dig ulykkelig – Henriette! men du tør ikke sætte dig op mod din Moder.» «Men jeg vil ikke, jeg kan ikke tage nogen anden end den, jeg holder af!» «Hør Barn! –» sagde han nu roligt og saa smerteligt paa hende; det var ikke første Gang, stakkels forelskede Kvinder søgte Hjælp hos Hans Nilsen, og idag var han mer end nogensinde istand til at følge dem; «visselig er intet Saar bitrere end det, som Elskoven slaar i Ungdommen. Men saa er der dog Opreisning og Helbredelse given for den, som søger Fred i at fuldkomme sin Pligt i al Lydighed mod Guds Bud og mod dem, han har sat i sit Sted til at raade over os. Du siger, du kan ikke ægte en, som du ikke holder af; men betænk dog, hvor ofte Hjertet farer vild i Ungdommens Alder og –» «Ja se nu for Exempel Sara,» afbrød Henriette, «hvad hjælper al hendes Rigdom og al hendes Gudsfrygt; jeg ved, hun er det ulykkeligste paa Jorden. Hans Nilsen vendte sig bort; han var atter afvæbnet. Men Henriette traadte hen til Vinduet og saa op i Luften over det rummelige Gaardsrum; hun slog et resolut Klask med den ene Haand i den anden og sagde halvhøit: «Desuden har jeg jo svoret.» converted by Web2PDFConvert.com
Hans Nilsen gik tilbage til Madame Torvestad og sagde bare, at han og Henriette ikke kunde komme til Enighed. Hun vilde spørge ham om mere; men nu kunde han ikke længer holde det ud, han gik lige ud af Stuen uden at svare. Men hellerikke ovenpaa fandt han den Hvile, han trængte saa haardt. Thi paa hans Værelse sad den gamle Farver og ventede paa ham. «Jeg har ventet paa dig – Hans Nilsen; og søgt dig flere Gange. Der er iblandt os alle en stor Trang til at samtale med dig og omgaaes ret flittigen og fortroligen med dig. Men nu synes det os, somom du her i Huset er saa optaget af Kvindernes Tale og Omgjængelse.» Nu var Fennefos saa træt, at han næsten isøvne hørte paa den Gamle; han forstod, at de vilde have ham bort fra Madame Torvestads Hus, og det vilde han gjerne selv. «Der er mange Folk samlet,» blev Farveren ved, «oppe paa Gaarden og flere blir der snart, naar Høsten begynder. Det vilde være godt – mente nogle af os – om vi havde en paalidelig Mand der, som baade kunde arbeide og tale Guds Ord i Hvilen. Sivert Jespersen og de andre har jo saameget at varetage i Byen; og saa mente vi da, at vi vilde spørge, om Hans Nilsen vilde flytte derop?» «Det vil jeg gjerne gjøre, hvis I tro det gavnligt.» «Vi havde tænkt, om du vilde gaa derop imorgen?» Fennefos blev lidt overrasket, men samtykkede, forat faa Fred; og saasnart Farveren var gaaet, kastede han sig paa Sengen og faldt i Søvn. – Madame Torvestad stod en Stund og betænkte sig som hun pleiede, da Hans Nilsen var gaaet. Derpaa aabnede hun med en vis Høitidelighed Døren til Væverstuen: «Henriette! gaa op og læg dig!» «Ja Moder!» – svarede Henriette, som efter Samtalen med Fennefos var falden i en af sine dybeste Forknyttelser; hun nærmede sig skjælvende til Moderen, forat sige Godnat, skjønt Solen stod høit paa Himmelen. «Jeg vil ikke sige Godnat til dig, og du skal hellerikke have nogen Aftensmad,» sagde Moderen og lukkede Døren. Saaledes begyndte de store Afstraffelser i Gnadau; og Madame Torvestad mindedes endnu, hvorledes det kunde bøie den stridigste. – – Da Jacob Worse vaagnede Morgenen efter Randulfs mindeværdige converted by Web2PDFConvert.com
Page 1 and 2:
okselskap.no 2012. Alexander L. Kie
Page 3 and 4:
Foretagende istand. Men da han blev
Page 5 and 6:
og kjækt ud herhjemme i den kjøli
Page 7 and 8:
sine Traditioner ved Festerne derud
Page 9 and 10:
undertiden. Men han vilde have føl
Page 11 and 12:
II. «Sara! - du gaar i Forsamlinge
Page 13 and 14:
forresten mindede lidt om det myndi
Page 15 and 16:
Flekkefjord var ikke godt, Faderen
Page 17 and 18:
dem nu om Dagen.» «Hvad Fanden me
Page 19 and 20:
«Kommer der ikke andre?» spurgte
Page 21 and 22:
«Befal du dine Veie Og al din Hjer
Page 23 and 24:
Thi Præsterne havde ingenlunde ski
Page 25 and 26:
ham og hans Venner saamegen Skade o
Page 27 and 28:
Aar havde samlet sig en Formue ved
Page 29 and 30:
Nu bør ei Synden mere Med Magt og
Page 31 and 32:
overfaldes og overvindes af Synden;
Page 33 and 34:
Det var noget, som slog an; thi i K
Page 35 and 36:
tre Haar - eller snarere paa to; de
Page 37 and 38:
Madstellet, fik hun ikke sove, før
Page 39 and 40:
hm! men der skal mange Penge til -
Page 41 and 42:
«Naa - naa Jacob! - lad os ikke bl
Page 43 and 44:
V. Naar Solen senhøstes gik ned i
Page 45 and 46:
komme Tyve og Rokkedreiere i Kjøkk
Page 47 and 48:
og paa Bryggerne. En Mand sprang il
Page 49 and 50:
med Reglerne, den anden med Undtage
Page 51 and 52:
Dit Nordhavs Pris du vel og vil sju
Page 53 and 54:
Hvilken Himmelglæde Har du gjort m
Page 55 and 56:
lossede Salt paa Vaagen og Vinden b
Page 57 and 58:
«Lauritz.» «Fy! - hvorledes ved
Page 59 and 60:
Ingen af Pigerne hørte, at Hans Ni
Page 61 and 62:
Derimod bestræbte han sig for at f
Page 63 and 64: Han havde ikke det stikkende, nærg
Page 65 and 66: Og i saa Henseende var Jacob Worse
Page 67 and 68: Randulf vide - saa dynkede han sig
Page 69 and 70: hvis det svarede til Beskrivelsen o
Page 71 and 72: undskyld, jeg bander; men hvad der
Page 73 and 74: «Jeg lover Dem at forlade Søen fr
Page 75 and 76: VIII. Den første Skygge, som trak
Page 77 and 78: idag.» «Aa ja ved du hvad - Jacob
Page 79 and 80: det vilde være en stor Lettelse fo
Page 81 and 82: hun taalte ham dog, gjorde det hygg
Page 83 and 84: iveien med Leveren. Imidlertid blev
Page 85 and 86: under Tugt ganske anderledes end f
Page 87 and 88: Jacob Worse derimod, som var vant t
Page 89 and 90: med en Sax. Men da de saa endelig h
Page 91 and 92: kjendte ham fra før og som kom ham
Page 93 and 94: aa ja ja! - det er ikke noget at sn
Page 95 and 96: netop i disse Ting, hun var hjemme,
Page 97 and 98: Sag, selv om den var noget vanskeli
Page 99 and 100: Og stor er denne Maade. Der blev ik
Page 101 and 102: Herved vaagnede Worse halvveis og s
Page 103 and 104: Kvindfolkene - skal jeg sige dig, s
Page 105 and 106: medlidende, «har du alt glemt det?
Page 107 and 108: ogsaa gjorde med stort Alvor - paa
Page 109 and 110: Han mærkede, at hun var lige bagve
Page 111 and 112: kunde han ikke rigtig samle Meninge
Page 113: Madame Torvestad forstod ikke rigti
Page 117 and 118: «Ja - saa vil jeg begynde med at l
Page 119 and 120: Ulve, og hylende og rasende skulle
Page 121 and 122: stor Stue ved et langt fælles Bord
Page 123 and 124: Regnskaberne vare iorden og det hel
Page 125 and 126: det og bede Aanden oplyse mig om de
Page 127 and 128: Og Vuggen for hans Dreng. Da brast
Page 129 and 130: Buxerne blive ligesom saa tomme og
Page 131 and 132: du vil komme til at indtræde, dels
Page 133 and 134: hans Kone de religiøse Sværmere,
Page 135 and 136: udvælge et godt Flügel hos Erard;
Page 137 and 138: naar de gik til Forsamlingen; ved I
Page 139 and 140: hun og Haugianerne - de mørke, lum
Page 141 and 142: Lygterne vare af de kostbare sexkan
Page 143 and 144: Og lede Bølgen blaa, Han ved og Ve
Page 145: Han prøvede at løfte Hovedet, for
show all

Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?