Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

overbevist om, at det saaledes var bedst for de Unge.
Alligevel kom hun til at tænke paa, hvor ynkelig han saa ud paa Ryggen, da
han krylede ud af Kjøkkendøren, og hvor Henriette vilde blive skuffet; – han
havde jo altid boet her. Igrunden var det jo saa godt for dem begge, at Fristelsen
blev taget bort fra deres Vei; – men alligevel – alligevel – –
Allerede Klokken syv var Jacob Worse gaaet hjem fra Klubben; der var ikke
til at holde ud.
Alting var gaaet i Baglaas for ham; ingenting var kommet som han havde
ventet det, fra han satte Foden paa Land.
I Klubben havde han mødt et Par finske Kapteiner, som laa i Havari; ganske
unge Fyrer, som havde faret fra Amerika. Den ene af dem – rigtig en Flab med
engelsk Skjæg og Guldkjæde – havde været i Rio de Janerio – to Gange.
O Randulf – Randulf! hvad skulde du i Østersøen!
Det gik Skipper Worse som det pleier at gaa alle, der har et let Sind. Den
ubetydeligste Glæde kunde sætte ham i ypperlig Stemning og hjælpe ham over de
største Ubehageligheder; men dersom – omvendt – en liden Fortædelighed først
fik trukket ham hen i det gale Hjørne, saa var alt forkjert, en Række af Ulykker
styrtede over hans Hoved og han syntes selv, at ingen kunde være saa forfulgt og
mishandlet af Skjæbnen som han – for den Dag; thi ialmindelighed sov han sit
Sind i Ligevægt igjen.
Idag var det netop saadan en Ulykkesdag fra det Øjeblik, han hørte om
Randulf; og derfor havde han ikke fundet noget at glæde sig ved hverken i
Klubben eller Kontoret eller Kramboden eller paa Søhuset, skjønt Forretningen i
Virkeligheden var gaaet upaaklageligt under hans Fraværelse, og hans Folk
fortjente meget mere Ros end de fik.
Gnaven og modfalden gik han ud og ind i sine pene, rummelige Stuer. Solen
stod lavt i Nordvest, og over Pynten, som skilte mellem Byvaagen og
Sandsgaardbugten, kunde han midt i den guldglinsende Aftenhimmel se
Bramrærene af «Familiens Haab».
Men ingenting hjalp. Og nu kom han desuden til at mindes, at gamle
Havnefoged Snell oppe i Klubben havde taget ham hen i en Krog og hvisket –
med Fingeren paa sin lange røde Næse: «Pop-pop! Jacob! det var nok paatide,
du bragte den Gamle nogle Skillinger. De siger – pop-pop –, han kan trænge
converted by Web2PDFConvert.com