Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

efterhaanden klart, at den Onde altid og overalt var paafærde baade udenom og
inde i hans inderste Hjerte. Og de kjæmpede – Djævelen og Skipper Worse fra
Morgen til Aften, og om Natten, naar han drømte.
Ialmindelighed tabte Worse.
Men en enkelt Gang kunde han ogsaa narre den snedige Satan, naar han itide
kom underveir med hans fordømte List.
Saaledes en Dag med Skipper Randulf.
Han havde faaet Worse med paa en Tur i Byen og gik og snakkede og lokkede
ham længer og længer udover mod Skibsværfterne; men med engang mærkede
Worse det.
Han hørte af et Par Gutter, som løb forbi, at et Skib skulde gaa af Stabelen, og
da var det ham let at gjennemskue den Ondes Snare.
Thi det var et gammelt Kneb af Djævelen at trække hans Tanker ind i al
Syndigheden fra hans tidligere Liv ved Hjælp af saadanne Ting, som hørte til Sø
og Skib.
Derfor havde han ogsaa for længe siden sat den halvfærdige Model af
«Familiens Haab» op paa Loftet, og da han nu mærkede, at Djævelen fristede
ham gjennem Thomas Randulf, vendte han pludseligt om og skyndte sig hjem til
Sara.
Men Randulf sørgede over sin Ven, og om Aftenen i Klubben sagde han: «Det
er snart forbi med Jacob Worse; pas paa, hvad jeg siger: han lever ikke længe;
det saa jeg paa ham idag.»
«Det tror jeg ikke,» svarede en anden, «han ser jo vistnok noget gul og
smaalig ud, men –»
«Ja jeg saa det nu paa Buxerne,» svarede Randulf.
«Hvad er nu det for noget forbandet Sludder – Randulf!» raabte
Lodsoldermanden fra Kortbordet.
«Sludder?» – svarede Randulf slagfærdig, «ja dine Ord i Ære og mine bag
Døren – Oldermand! men det er nu alligevel som jeg siger. Naar Døden har
mærket en Mand; bliver han saa forunderligt tynd og slunken i Buxerne.»
De lo allesammen og en mente, det kom af, at syge Folk blive magre.
«Nei – nei!» raabte Randulf med stor Iver, «det, jeg mener, har en egen Art.
converted by Web2PDFConvert.com