Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

gjennem Worsesmuget og udenom Huset til Gadedøren, fordi hun ikke vilde gaa
over Gaarden, hvor Martha var.
Jacob Worse sad ærgerlig og talte med sin Søhusformand, der var
Principalens Fuldmægtig, naar han var borte. Forretningen i Byen var forblevet
Worses egen uden at paavirkes af hans Optagelse i Firmaet.
Ligeledes var Sandsgaard med al sin forskjellige Drift derude nu som før
udelukkende under Konsulens Haand. Fællesskabet indskrænkede sig i
Virkeligheden til visse Grene af Forretningen, hvor Jacob Worses Kapital
væsentligen var anbragt – især Skibsrhederiet og hvad dermed stod i
Forbindelse.
Da Skipper Worse saa Madame Torvestad, sendte han Søhusmanden bort og
hilste noget forvirret.
«Jeg kommer, forat ønske Dem en god og velsignet Reise – Kaptein Worse!»
«Tak – hm! – mange Tak – Madame, jeg vilde ellers –»
«Bliver det en lang Reise?»
«Ja det er ikke godt at vide. Han vil, at jeg skal –»
«Hvem – sagde De?» –
«Kunselen – Kunsel Garman; han sender mig til Bremen, forat kjøbe Skib.»
«Sender?» – Sagde Madame Torvestad med et vantro Smil, «jeg troede ikke,
at den ene Kompagnon saadan uden videre kunde sende –»
«Kompagnon! – aa ja – ser De! han er jo Kunsel Garman og jeg er Skipper
Worse, – anderledes bliver det s'gu aldrig. Og desuden, naar det gjælder at kjøbe
Skib, saa er jo det netop noget for mig.»
«Det forundrer mig, – ja det bedrøver mig, at De ikke ligesaagodt kan sige
mig den sande Grund, hvorfor De reiser bort. Jeg synes, vi kunde ventet det af
Dem.»
Han stirrede bare paa hende med aaben Mund.
«Thi det maa De vide – Kaptein Worse! – jeg forstaar meget godt, at De ikke
reiser, uden fordi De ønsker at komme bort fra det hele.»
Hun vilde fortsat i denne lidt truende Tone; men Kapteinen sprang op – ivrig
og rød i Hovedet:
«Nei ved De hvad Madame Torvestad! nu gjør De mig Pinedød stor Uret; – ja
converted by Web2PDFConvert.com