Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Sag, selv om den var noget vanskelig. Men dette var netop hendes svage Punkt, og
Sivert Jespersen vidste kun altfor godt, hvormeget Fennefos havde imod det
Slags overspændte Henrykkelse. Imidlertid sad Hans Nilsen med det samme
rolige Ansigt; – kun talte han ikke mere, men syntes hensunken i Tanker.
Blandt de andre derimod begyndte der at røre sig en stille Munterhed. Den
sure Medoc blev drukket forsigtigt i lyserøde Portioner med Sukker og Vand,
nogle drak hjemmebrygget Tyndtøl, de fleste bare Vand.
Men det kjærlige og broderlige Sindelag, som bandt dem sammen,
strømmede over hos mange; de smilede til hinanden, klappede hinanden paa
Skulderen eller Kinden. Lidt efter lidt glemte de Ængstelsen for Hans Nilsen, og
de glædede sig bare over at se ham igjen, om han end sad saa taus iblandt dem.
Ingen kunde jo vide, hvad Prøvelser Herren havde sendt ham; naar hans syge
Sind var lægt, vilde han ogsaa faa Frimodighedens Naadegave som før.
Da lød hans Røst med et blandt dem, og der blev pludseligt ganske dødsstille.
«Hjerteelskede Søskende! Kaldte og Udvalgte i vor Herres Jesu Christi Fred i
Gud, Retfærdighed og Hellighed med Visdom i Sagtmodighed, af den ægte
Kjærlighed og Ydmyghed, der er lutret formedelst den Helligaands Ild eller
Faderens Revselse, – han kalde, oplyse, overgyde, drive og fuldkommen berede
Eder til den evige Herlighed! – Amen!»
De kjendte Stemmen, mange endogsaa de underlige gammeldagse Ord; det
var Hauges egen Hilsen fra et af Brevene; og baade den ene og den anden af
Brødrene tænkte: nu kommer det!
I Begyndelsen talte han stille – næsten vemodigt om «den første Kjærlighed»;
han mindede om, hvorledes selv Hauge havde bekjendt i sine senere Aar, at den
første Kjærlighed ikke engang hos ham brændte som i de første Naadens Dage.
Dernæst skildrede han Brødrenes Trængsler i de onde Dage; han priste og
lovede Gud, at han havde været stærk i Fædrene, saaat Flammen ikke sluktes,
men blussede klart over det ganske Land.
Men saa kom han til Brødrenes Trængsler i de gode Dage, og alle bøiede
Hovedet: nu kommer det.
Og det kom over dem som et Uveir, Slag i Slag faldt hans Ord ned iblandt
dem – snart her snart der, overalt paa ømme Punkter; enhver vidste, hvem der
var ment med hvert Ord, og ingen saa paa hinanden. De fik ikke Tid til at undre
converted by Web2PDFConvert.com