Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Men da den lille Flok af de Ældste kom til Porten i Gjærdet, hvorfra Veien
førte lige ned til Byen, standsede den gamle Farver og brast i Graad. De andre
samlede sig omkring ham.
«Her stod jeg om Vaaren 1804 med min Fader og Hans Nilsen Hauge.
Dengang var her Lyng og bare Fjeldknauser, hvor du snudde dig. Far og Hauge
havde talt om at kjøbe hele Sletten og Myren her, saadan som det ogsaa blev.
Hauge havde givet Raad og Anvisning til alt det, som han mente, her skulde
indrettes og drives med – omtrent saaledes, som vi siden gjorde det. Da vi nu
skulde gaa hjem igjen, sagde min Far: «Ja – vilde nu Gud bare lægge sin
Velsignelse til!» – Han tænkte vel mest paa det timelige – Far; det var jo et
vaageligt Foretagende, og mange Penge var der ikke dengang mellem Hauges
Venner. Men Hauge selv smilede og svarede saa frimodigt: «Aa – neimænd er jeg
ikke det Gran ræd for det – Ingebret! – hvis det er det timelige, du mener.
Snarere vilde jeg bede Gud bevare dem, som komme efter os, mod altfor stor
Lykke og Medbør i den verdslige Handel. Og det faar du mindes – sagde han saa
til mig – du som nu er ung; der skal stærk Ryg til at bære gode Dage.» Jeg ser
ham saa grant for mig, han stod netop der. Han var jo ung selv endnu og ikke saa
overmaade meget ældre end jeg. Men alligevel kjendtes det for mig, somom jeg
stod foran noget høist ærværdigt og ophøiet, som jeg maatte bøie mig dybt for.
Noget af det samme følte jeg idag, da han talte – den unge Hans Nilsen Fennefos.
Det nytter ikke, vi nægter det; det er han, som har Ret; og det er vi, som ere
blevne lunkne i den første Kjærlighed.»
Den Gamle rystede vemodigt paa Hovedet og gik nedover mod Byen; de andre
fulgte tause bagefter. –
– Madame Torvestad blev gammel af Ærgrelser i denne Tid. Brødrene havde
taget Hans Nilsen fra hende og vedblev at handle bag hendes Ryg; og Methoden
fra Gnadau viste sig ganske frugtesløs.
Vistnok blev Henriette bleg og mager af den megen Fasten og Indespærring;
men til Gjengjæld kom der en trodsig Glød i hendes Øie; og en Dag hørte
Moderen hende synge med freidig Stemme:
En Sømands Brud har Bølgen kjær,
Det stolte Hav hun fjernt og nær
Betragter som sin Brudeseng
converted by Web2PDFConvert.com