Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

edste, han kunde. Men saa blev jeg ogsaa sint; – og saa vendte jeg mig og sagde
til ham paa tysk – forstaar du: – netop saaledes sagde jeg til ham: «Bin Bencke
bös, bin Worse og bös!» – og der han forstod, jeg kunde tysk, vaagte han ikke at
mukke et Ord; han bare snudde sig paa Gulvet og pakte af Kontoret. Men den,
som fik andre Connossementer, det var jeg!»
«Dengang var du god igjen – Jacob!» raabte Randulf; det var længe siden,
han havde hørt den Historie.
De drak en Skaal for gamle Dage og faldt i Tanker hver paa sin Kant. De vare
begge røde i Hovedet, og Worse saa frisk og stærk ud iaften; det gule i Ansigtet
var borte; men Orkanbølgerne ved Ørene vare hvide som Skum.
Tilslut sagde Jacob Worse: «Naar jeg ser paa saadant et stort Bord som det,
du har der foran Sofaen, saa kan jeg ikke begribe, at Pladen kunde revne tvers
over saaledes som du husker – den Nat i Königsberg.»
«Ja men ser du – Jacob! – vi dansede jo lige mod Bordet med fuld Fart.»
«Ja fuld Fart havde vi,» smaalo Worse.
«Men du syndige Alverden! hvor vi sprang efterpaa!» raabte Randulf og lo,
saa han rystede.
«Og saa begende mørkt som der var, før vi fandt Baaden. Jeg gad vide, hvad
det kostede – det Bord.»
«Ja – du maa saa sige – Jacob! jeg har aldrig været i det Hus mere.»
«Ikke jeg heller.»
Nu fik de fat i den ene Historie efter den anden fra deres gale Ungdom; de
fortalte dem bare halvveis eller med Hentydninger, for de kunde dem jo udenad
allesammen – beggeto.
«Hvad mener du om en liden Omgang til – Jacob?»
«Det maatte være en liden en.»
«En liden passelig Nathue», mente Værten og gik efter varmt Vand.
Klokken var ikke mere end ti og Worse havde Lov til at blive til elleve; han
havde derfor en udmærket Samvittighed; og altsom hans Hoved varmedes af
Randulfs gamle Jamaica Rom, glemte han baade sit indvortes Tilfælde og
Bekymringen for sin Sjæl.
Ved det tredie Glas foreslog Randulf, at de skulde snakke engelsk, hvilket de
converted by Web2PDFConvert.com