Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Ulve, og hylende og rasende skulle de raabe i deres Fordærvelse: «Ve! ve! ve! – at
jeg nogentid blev født! Ak! havde jeg aldrig været født, og min Moder havde dog
ikke undfanget mig! Forbandet være den Tid, da jeg blev avlet; den Stund, i
hvilken jeg blev undfanget og den Dag, paa hvilken jeg diede min Moders Bryst!»
«Sara! – for Guds Skyld! hold op!» – skreg Jacob Worse; han sad overende
og holdt sig fast med begge Hænder, Sveden perlede ham paa Panden, og han
skalv, saa Sengen rystede.
Hun vendte de stærke Øine mod ham og sagde: «Mon du endelig er falden i
den levende Guds Hænder?»
«Sara – Sara! – hvad skal jeg gjøre?»
«Bed –» svarede hun og gik.
Han laa og væltede sig i Smerter og Angst, kaldte paa hende og bad hende
forbarme sig og komme ind til ham; han hørte hende i Værelset ved Siden.
Endelig kom hun ind igjen.
«Sara! hvorfor er du saa haard mod mig? – saadan var du ikke før.»
«Jeg tog dig ikke paa den rette Maade.»
«Tror du, dette er den rette?»
«Jeg haaber det.»
«Ja – ja! du forstaar det bedst; men saa maa du hjælpe mig – Sara! gaa ikke
fra mig,» og han holdt fast paa hendes Haand, somom han skulde drukne.
– Nogle Dage efter fik han staa op; han gik omkring i Huset, hvor Sara var –
ængstelig, naar hun gik ud af Stuen.
Eller han sad i en Krog med en gudelig Bog mellem Hænderne – ikke
saameget fordi han læste, men forat have en Beskyttelse mod Djævelens onde
Anløb.
Thi nu var det endelig gaaet op for ham, hvad han aldrig før havde troet rigtig
paa: at Djævelen var efter ham overalt.
Da Sara havde faaet ham skræmt fra sig, blev hun lidt mindre stræng. Kun
naar han plagede hende eller hentydede til, at nu var han frisk, Sengen kunde
flyttes ind igjen, kom der igjen det haarde i hendes Øine, og hun talte eller læste
noget for ham, som gjorde ham næsten halvgal.
Selv gik hun som i det dybeste Mørke. Hun havde hverken Bønner eller Sang,
converted by Web2PDFConvert.com