Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

forresten mindede lidt om det myndige Udtryk hos Moderen. Haaret laa aldeles
glatstrøget og Fletterne vare samlede i en beskeden Ring paa Baghovet.
Det smukke ved Jomfru Saras Ansigt og hele Person var ikke af den Art, som
alle strax faar Øie paa det ene Aar, men som ingen kan se Spor af det næste. Der
var tvertimod noget solid ved hende: de afrundede, bløde Træk, den matte, hvide
Hud og Øinene med de stærke Omgivelser gav hende en stille tiltrækkende
Skjønhed, der vilde holde sig længe.
Medens hun stod og klirrede med Kopper og Tallerkener – nynnende sin
Salme, hørte hun ikke, at en Mand kom opad Kjøkkentrappen. Først da Døren
gik op, vendte hun sig, blev lidt rød og slog Øinene ned.
Manden i Døren, som var høi og bredskuldret, slog ogsaa sine Øine ned og
sagde: «Se her – Sara! bringer jeg dig «Livet i Døden», som vi talte om. Maatte
du have sand Glæde af den!»
«Tak Hans Nilsen!» svarede Jomfru Sara uden at se op; hun kunde ikke tage
imod Bogen, fordi hun var vaad; han lagde den derfor paa Bænken og gik igjen.
Hun lyttede efter hans Trin, idet han gik videre opover Trappen til Loftet;
Hans Nilsen Fennefos var nemlig en af Madame Torvestads Logerende.
Derpaa tørrede hun i en Fart sine Hænder, tog varsomt Bogen og læste et
Stykke hist og her med Iver og Glæde. Det var jo en Bog af selve Hauge, om hvem
Fennefos altid talte; men som Moderen syntes at holde mindre af; ialfald havde
hun ingen af hans Bøger.
Men Jomfru Sara havde andet at gjøre end at læse. Hun lagde den kjære lille
Bog, som Hans Nilsen selv havde indbundet, i Vinduet foran sig og tog igjen fat
paa sit Arbeide og sin Salme, men lidt stærkere end før. Stundom bøiede hun sig
fremover, lagde Hovedet paa Siden og saa op i den smale Stribe af blaa
Sommerluft, som hun kunde skimte over Worsesmuget, og hendes mørke Øine
fik en uskyldig, henrykt Glans, somom hun saa lige ind i den aabne Himmel.
Nu kom der nye Trin i Trappen nedenifra, og denne Gang hørte Sara godt; det
var Henriette, – det var ikke til at tage Feil af – totre styrtende, hurtige Trin, saa
et Fald og lidt Rabalder, saa nogle Trin igjen – ganske som de unge Piger pleier
at snuble sig opover Trapperne, naar de nylig har begyndt med lang Kjole.
Henriette kom ind – rød, straalende, forpustet, med Haaret i en Sky og
begyndte i en Fart: «Aa Sara! nei du skulde seet! du Mirakel! hvor jeg blev
converted by Web2PDFConvert.com