Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

sine Traditioner ved Festerne derude, hvor der blev spist og drukket godt og
længe ved lange Borde; hvor Selskabet var saa fint og sikkert paa sig selv, at
Samtalen ikke behøvede at være saa ængsteligt fin; hvor et dristigt Ord eller et
Tryk af en Fod eller en Haand, som forvildede sig, hvor den ikke burde være, eller
en Hvisken bag Viften, som i Virkeligheden var et Kys paa Øreflippen, hvor
hundrede smaa Traade – for lette til at være letfærdige gik fra den ene til den
anden og indspandt det hele Selskab i et fint, glinsende Silkespind, bag hvilket
Frivoliteten tog sig ud, blev elegant, sirlig, anstændig som en Menuet.
Fisk.
Og i dette Liv svømmede Konsul Garman – sikker og behændig som en blank
Naar han paa de store Selskabsdage sad i Kontoret om Formiddagen, fløi
Pennen henover Papiret, og da skrev han sine bedste Breve. Hans Tanke var saa
klar, hans Sind saa færdigt og ubekymret, at det største som det mindste kom
frem i sin Orden og paa sin Plads.
I samme Brev, hvori han ordinerede en Ladning Kaffe, glemte han ikke tolv
Pakker Lak og to Kurve hollandske Kridtpiber til Kramboden; og fra at have givet
en havareret Kaptein sine Instruktioner, kunde han uden Anstrængelse gaa over
til den mest detaillerede Beskrivelse af en Indretning ved Ovnsrørene, som han
havde seet i London, og som han nu vilde have indført paa Byens Sygehus.
Men naar saa Posten var expederet, og Klokken blev henad tre –
Middagstiden ved store Selskaber –, og Konsulen havde barberet sig
omhyggeligt, parfumeret og salvet sig af talrige Krukker og Flasker, da steg han
opad den brede Trappe i sin langskjødede blaa Kjole med blanke Knapper, Puffer
paa Skuldrene, indsnøret Vest, Kalvekryds med Diamantnaal og det smukke
graasprængte Haar ligesom let pudret i Bukler. Og da kunde det vel hænde, at
han nynnede et forvovent fransk Refrain, – tænkende paa sine galante Eventyr og
stillende sine smukke Ben sirligt og omhyggeligt; det var hans Drøm, at
Knæbuxernes Tid vilde vende tilbage.
Trods sine galante Eventyr havde Konsul Garman været en mønsterværdig
Ægtemand efter Tidens Fordringer; og da hans Kone døde, sørgede han
oprigtigt, og satte mange Mindestene med kjærlige Inskriptioner paa hendes
Yndlingssteder i Haven.
Med Fruens Død fik jo Selskabeligheden en Ende, saaat den Udgiftspost gik
converted by Web2PDFConvert.com