Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

VIII.
Den første Skygge, som trak hen over Skipper Worses Lyksalighed, var Mødet
med Konsul Garman, da han skulde ud og melde Forlovelsen.
«Godmorgen – Worse! –» raabte Konsulen imod ham, «nu var han netop her
– den Bremer Kaptein, han vilde med Fornøielse tage Dem med; og da han er
ganske seilklar, var det kanske bedst, De kjørte ud til Smørvigen idag; – vor Vogn
skal hente Dem i Byen, saa kan De være afsted med første god Vind.»
«Ja Tak – Hr. Kunsel! – men – hm!»
«Er der noget iveien:»
«Ja – desværre! – der er kommet noget iveien.»
«Nogen Ulykke?»
«Nei – snarere en Lykke,» smaalo Worse, det var ligesom han fik lidt Mod
ved denne Vending: «jeg vil gifte mig.»
«Guds Død!» raabte Konsulen og forglemte sig ganske; «hm! gifte Dem – det
kom mig noget uventet; med hvem? – om jeg tør spørge.»
«Med Datter til Madame Torvestad;– Kunselen ved, hun bor i mit Hus.»
«Saa – jeg vidste ikke – jeg troede ikke, at Madame – salig Torvestad havde
nogen Datter af en passende Alder.»
«Hun er jo noget ung – noget yngre end jeg,» svarede Worse, som blev rød i
Hovedet; «men ellers en meget sat og alvorlig Pige.»
«Hendes Familie tilhører de Vakte; har Kaptein Worse til Hensigt at blive
Haugianer?»
«Nei saamænd om han har,» svarede den anden og vilde le; men Konsulens
Tone opfordrede ikke til det.
«Nu ja! – det raader De selv for min kjære Jacob Worse,» sagde Konsulen og
reiste sig, forat række ham Haanden; «modtag min Gratulation, og gid De aldrig
maa fortryde dette Skridt. – Naar skal Bryllupet finde Sted?»
«Paa Søndag! – naa – De har saa Skam Hastværk, – ja – ja! – gid De bare
aldrig maa fortryde det.»
converted by Web2PDFConvert.com