Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

More documents

Recommendations

Info

Jacob Worse laa i Sengen – gul med fortrukket Ansigt. I flere Dage havde han havt heftige Smerter; nu var det, somom alt efterhaanden slappedes, og baade Lægen og den kloge Kone havde erklæret, at det blev hans sidste Nat. Men Kampen var ikke slut endda. Det kunde man se paa hans Øine, der gik urolige fra den ene til den anden, naar Sara var ude. Undertiden syntes han at falde i en stor Angst, kastede sig frem og tilbage, mumlede noget, de ikke forstod og vred Hænderne om hinanden. «Han er besat af Djævelen,» sagde en af Kvinderne. Og denne Mening vandt Indgang hos de fleste. Nogle tog til at lede i Salmebogen eller i Bibelen eller i de mange smaa Bøger efter saadanne Bønner og Sange, som kunde bruges, naar nogen var besat af den Onde. Men de fleste vare altfor optagne af det skrækkelige med Henriette og af at kige ud paa den urolige Menneskemasse udenfor. Sara gik omkring med et aandsfraværende Ansigt, der vel kunde se ud, somom det var forstenet af Sorg. Og dog var det ikke Sorg. Skilsmissen fra Fennefos og Henriettes Død blandede sig sammen i et lammende Slag; lagde bare en tættere, kold Forhærdelse omkring hende. Hendes døende Mand derinde i Sengen, alle de forskrækkede Mænd og Kvinder, Larmen derude paa Gaden – hvor var det hende ikke altsammen ligegyldigt; hun kunde gjerne have sat sig midt i Stuen og givet sig til at le af dem. Men udenfor blev det bestandigt værre. Et Par halvvoxne Gutter gav sig til at dundre i Væggen; nogle nærmede sig Vinduerne, steg op paa Vandbordet og trykkede Ansigterne flade mod Ruden. Haugianerne krøb iskjul i Krogene; Sivert Jespersen laa næsten under Bordet. «En faar gaa ud og snakke dem tilrette,» foreslog en af de ældre Kvinder. Det maatte være Sivert Jespersen, han var den ældste blandt dem; men han turde ikke. Han vidste altfor vel, at det bare vilde gjøre ondt værre, om han kom frem. Den gamle Farver sad oppe hos Madame Torvestad; man fik heller bede ham prøve. Det faldt ingen af dem ind at tænke paa Politiet; man var ikke i Byen – og allermindst Haugianerne – vant til at vente nogen Hjælp fra den Kant; skjønt Opløbet nu fyldte hele den trange Gade og en stor Del af Torvet foran Skipper Worses Gadedør. Der maatte være fine Folk ogsaa iblandt, for enkelte af converted by Web2PDFConvert.com
Lygterne vare af de kostbare sexkantede af blankpoleret Messing. Men medens de raadsloge om, hvorvidt de skulde hente den gamle Farver eller ikke, blev Mængden derude ganske stille; der hørtes kun de hurtige Fodtrin af dem, der skyndte sig ud af Gaden og hen paa Torvet. Her stimlede de sammen om noget, og alle Lygterne vendte indad mod Midten, saa der blev forholdsvis lyst; og over Hovederne paa de fleste kjendte Haugianerne deres egen Hans Nilsen Fennefos. Han talte til Folket; Ordene kunde de ikke høre i den rasende Storm; men de vidste jo, at naar han vilde, maatte Hjerterne bøie sig for ham; og idet de alle – Mænd og Kvinder strømmede til Vinduerne, takkede de Gud for denne Frelse og lykønskede hverandre, somom deres Liv havde hængt i en Traad. Men Sara blev siddende alene inde i Sygeværelset. Nu var hun ganske optaget af dette ene: at hun skulde se Fennefos igjen; hun gruede for det, hun skalv næsten, og hun syntes, at alt dette ikke kunde bæres. Worse saa paa hende; men i hendes forstyrrede Ansigt fandt han ingen Trøst; han lukkede da sine Øine og syntes at falde hen i en Døs. Fennefos kom ind Gadedøren og modtoges i den mørke Gang af talrige Hænder og kjærlige Ord. – Det første, han sagde, da han traadte ind i Stuen, var: «Hvorfor sidde I her i Mørket? mon I have noget at frygte af Lyset?» De syntes alle, at han talte saa altfor høit, siden de selv havde hvisket hele Tiden; men et Par af Kvinderne skyndte sig efter Lys og Gardinerne bleve rullede ned. «Du kom i rette Tid – Hans Nilsen!» sagde Sivert Jespersen og klappede ham kjærligt paa Skulderen. «Hvor deilige ere deres Fødder, som forkynde Fred, som forkynde godt Budskab,» anbragte Nicolai Egeland. «Jeg kom ellers for at melde Jer et tungt Budskab,» sagde Hans Nilsen og saa alvorligt fra den ene til den anden, «skjønt jeg ser, her er Jammer nok i dette Hus. – Vi fik vide ude i Smørvig ieftermiddag, at Eders Skib Ebenezer er strandet søndenfor Bratvold; ikke en Mand kom iland; derfor gik jeg herind, at I kunde forberede og tage Jer af Enkerne og de faderløse.» «Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet,» sagde Nicolai Egeland. converted by Web2PDFConvert.com
Page 1 and 2:
okselskap.no 2012. Alexander L. Kie
Page 3 and 4:
Foretagende istand. Men da han blev
Page 5 and 6:
og kjækt ud herhjemme i den kjøli
Page 7 and 8:
sine Traditioner ved Festerne derud
Page 9 and 10:
undertiden. Men han vilde have føl
Page 11 and 12:
II. «Sara! - du gaar i Forsamlinge
Page 13 and 14:
forresten mindede lidt om det myndi
Page 15 and 16:
Flekkefjord var ikke godt, Faderen
Page 17 and 18:
dem nu om Dagen.» «Hvad Fanden me
Page 19 and 20:
«Kommer der ikke andre?» spurgte
Page 21 and 22:
«Befal du dine Veie Og al din Hjer
Page 23 and 24:
Thi Præsterne havde ingenlunde ski
Page 25 and 26:
ham og hans Venner saamegen Skade o
Page 27 and 28:
Aar havde samlet sig en Formue ved
Page 29 and 30:
Nu bør ei Synden mere Med Magt og
Page 31 and 32:
overfaldes og overvindes af Synden;
Page 33 and 34:
Det var noget, som slog an; thi i K
Page 35 and 36:
tre Haar - eller snarere paa to; de
Page 37 and 38:
Madstellet, fik hun ikke sove, før
Page 39 and 40:
hm! men der skal mange Penge til -
Page 41 and 42:
«Naa - naa Jacob! - lad os ikke bl
Page 43 and 44:
V. Naar Solen senhøstes gik ned i
Page 45 and 46:
komme Tyve og Rokkedreiere i Kjøkk
Page 47 and 48:
og paa Bryggerne. En Mand sprang il
Page 49 and 50:
med Reglerne, den anden med Undtage
Page 51 and 52:
Dit Nordhavs Pris du vel og vil sju
Page 53 and 54:
Hvilken Himmelglæde Har du gjort m
Page 55 and 56:
lossede Salt paa Vaagen og Vinden b
Page 57 and 58:
«Lauritz.» «Fy! - hvorledes ved
Page 59 and 60:
Ingen af Pigerne hørte, at Hans Ni
Page 61 and 62:
Derimod bestræbte han sig for at f
Page 63 and 64:
Han havde ikke det stikkende, nærg
Page 65 and 66:
Og i saa Henseende var Jacob Worse
Page 67 and 68:
Randulf vide - saa dynkede han sig
Page 69 and 70:
hvis det svarede til Beskrivelsen o
Page 71 and 72:
undskyld, jeg bander; men hvad der
Page 73 and 74:
«Jeg lover Dem at forlade Søen fr
Page 75 and 76:
VIII. Den første Skygge, som trak
Page 77 and 78:
idag.» «Aa ja ved du hvad - Jacob
Page 79 and 80:
det vilde være en stor Lettelse fo
Page 81 and 82:
hun taalte ham dog, gjorde det hygg
Page 83 and 84:
iveien med Leveren. Imidlertid blev
Page 85 and 86:
under Tugt ganske anderledes end f
Page 87 and 88:
Jacob Worse derimod, som var vant t
Page 89 and 90: med en Sax. Men da de saa endelig h
Page 91 and 92: kjendte ham fra før og som kom ham
Page 93 and 94: aa ja ja! - det er ikke noget at sn
Page 95 and 96: netop i disse Ting, hun var hjemme,
Page 97 and 98: Sag, selv om den var noget vanskeli
Page 99 and 100: Og stor er denne Maade. Der blev ik
Page 101 and 102: Herved vaagnede Worse halvveis og s
Page 103 and 104: Kvindfolkene - skal jeg sige dig, s
Page 105 and 106: medlidende, «har du alt glemt det?
Page 107 and 108: ogsaa gjorde med stort Alvor - paa
Page 109 and 110: Han mærkede, at hun var lige bagve
Page 111 and 112: kunde han ikke rigtig samle Meninge
Page 113 and 114: Madame Torvestad forstod ikke rigti
Page 115 and 116: Hans Nilsen gik tilbage til Madame
Page 117 and 118: «Ja - saa vil jeg begynde med at l
Page 119 and 120: Ulve, og hylende og rasende skulle
Page 121 and 122: stor Stue ved et langt fælles Bord
Page 123 and 124: Regnskaberne vare iorden og det hel
Page 125 and 126: det og bede Aanden oplyse mig om de
Page 127 and 128: Og Vuggen for hans Dreng. Da brast
Page 129 and 130: Buxerne blive ligesom saa tomme og
Page 131 and 132: du vil komme til at indtræde, dels
Page 133 and 134: hans Kone de religiøse Sværmere,
Page 135 and 136: udvælge et godt Flügel hos Erard;
Page 137 and 138: naar de gik til Forsamlingen; ved I
Page 139: hun og Haugianerne - de mørke, lum
Page 143 and 144: Og lede Bølgen blaa, Han ved og Ve
Page 145: Han prøvede at løfte Hovedet, for
show all

Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?