Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Punkt, forat komme ud af den gruelige Anfægtelse, da løb alt fra ham, han laa
magtesløs – bunden paa Hænder og Fødder, og Djævelen selv stod og lo af ham.
Da raabte han høit: «Vig fra mig – Satan!» og udmattet og tilintetgjort
kastede han sig paa sit Ansigt ned i Sofaen.
Men idet han lukkede sine Øine, var det, somom der flammede smaa
Ildtunger bag Øienlaagene, de samlede sig, flimrede, forsvandt og kom igjen,
indtil det i et Sekund syntes ham, at han havde læst i Mørket fremfor sine lukkede
Øine det Ord: reis!
Han sprang op og saa sig om i det halvmørke Kammer, idet han gjentog:
«reis – reis!» Det klarnede i hans Hoved, og der blev stillere indeni ham; han var
bønhørt: Aanden havde oplyst ham og forjaget Mørket; og han knælede ned og
takkede.
Derpaa kastede han Frak og Vest, aabnede Vinduet og lod det regne sig i
Ansigtet. Nu var han bleven klar over sig selv. Her var virkelig Fare paafærde;
afsted maatte han jo før jo heller, og nu længtede han – ja Gud være lovet! – han
længtede efter at komme ikast med Helvedes Magter.
Da han havde faaet sit Lys tændt, barberede han sig uden at ryste paa
Haanden; han var fuldstændig rolig, lidt mat, men saa underligt glad og tilfreds.
Efterpaa klædte han sig helt af, vaskede sin stærke skjønne Krop og tog rene
Klæder paa.
Hans Nilsens Pande var ikke meget høi, men bred og aaben; Haaret var
mørkt og stridt, hvorfor han bar det ganske kortklippet; Næsen stor og krum,
Munden fast sluttet med smale Læber og en stærk, ren Hage.
Siden Læberne vare saa smale og uden Skjæg, vistes begge Tandrækker langt
ind, naar han talte, – tætstaaende, ret afskaarne Bondetænder; og der var mange
i Forsamlingen, som holdt af at fæste sine Øine ved hans Mund, naar han læste
eller sang, – det var en Mund rød og hvid, frisk og ren, som aldrig smagte Tobak
eller Brændevin.
Renhed var overhovedet det Ord, som passede til Manden. Ikke blot hans
Paaklædning og hans Skjortekrave, men selve Ansigtet var saa rent med de store,
greie Træk og den glatragede, stærke Hage. Og af Øinene, der vare graa og klare,
lyste der et saa rent og alvorligt Skjær, at der var Folk, som ikke ligte at se ind i
dem.
converted by Web2PDFConvert.com