Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

og kjækt ud herhjemme i den kjølige Forsommer; en og anden havde en ildrød
Skjorte eller en violet Skothue, som var hjemført fra det vidunderlige Rio. Og paa
alle de smilende Ansigter kunde man se, at de vidste, hvilke Allerhelvedes Karle
de vare og hvor ivrigt de længtede efter at komme iland, forat vise sig og begynde
at fortælle.
«Her er en Galning,» sagde Skipper Worse, «han gik ud som Kahytsgut; men
vi har gjort ham til Jungmand underveis. – Kunselen maa vide, der døde et Par
for os derover i Rio, – Satans heftigt Klima! naa Lauritz! – frem med dig!»
En ung Gut paa en sexten sytten Aar blev endelig skubbet ud af Gruppen,
undseelig og kantet; Ansigtet rundt og rødt skinnede som et Æble efter en alvorlig
Sæbevask.
«Hvad heder han?» spurgte Konsulen.
«Lauritz Seehus,» svarede Gutten.
«Lauritz Boldeman Seehus,» rettede Kapteinen; og Mandskabet fniste, for de
kaldte ham Lauritz Bollemand.
«Vi have altid havt god Grund og Anledning til at lægge besynderlig Vægt paa
Kaptein Worse's Recommendationer, og dersom det unge Menneske vil træde i
en saa dygtig Sømands Fodspor» – her bukkede Konsulen for Kapteinen – «vil
Huset forfremme ham efter Fortjeneste. Forøvrigt vil det hele Mandskab
proportionaliter erholde en Gratification ved Afregningen ianledning af den lange
og farefulde Reise. Huset takker hver især for godt og trofast Arbeide.»
Konsulen hilste rundt og gik ned i Kahytten fulgt af Kapteinen.
Mandskabet var i udmærket Humør baade for «Gratificationen» og fordi det
var noget ganske uvant, at en Rheder kom ombord og takkede simple Søfolk.
Det var hellerikke Konsul Garmans Vane at give sig meget af med sine Folk.
Ikke at han var nogen haard Herre – tvertimod; han hilste altid venligt, sagde vel
ogsaa af og til et Par Ord i forbigaaende. Men han var og blev dog saa uendeligt
fjern og høit oppe, saaat den mindste Venlighed fra hans Side blev til en
Nedladenhed, der modtoges med Tak og Beundring.
Da han en halv Times Tid efter gik i Baaden igjen, forat ro iland, blev der
raabt Hurra for ham fra Skibet. Konsulen reiste sig i Baaden og tog sin Hat af.
Han var meget bevæget og trængte til at komme hjem i Kontoret og være alene.
converted by Web2PDFConvert.com