Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Jacob Worse derimod, som var vant til dette, og som var godt ligt af alle, sad
saa inderligt fornøiet og vilde nikke til sin Kone. Men hun løftede neppe sine Øine
under hele Maaltidet; og da de kom hjem – Worse maatte finde sig i at kjøre –,
sagde hun til ham, at hun kjendtes, somom hun havde været i Helvedes
Forgaard.
«Aa nei – Sara! hvor kan du dog sige det? – det er saamænd brave,
godmodige Folk allesammen.»
«Ja du forstod vel, at de bare gjorde Nar af dig?» sagde hun skarpt; thi
saaledes havde hun opfattet det, naar Byfogden eller en af de andre udbad sig
den Ære at drikke et Glas med den gamle Kaptein og den unge Brudgom.
Hun kom der aldrig mere. For det første var hun klog nok til at indse, at hun
aldrig vilde faa Fodfæste i den Kreds; men for det andet var der virkelig for
hende, som fra Barndommen ikke havde hørt andet end alvorlig og gudelig Tale,
noget ligefrem djævelsk ved disse glade, sorgløse Mennesker, der lo høit, mens de
drak den farlige Vin. –
Konsul Garman bebreidede bestandig sine Svigerinder, at de ikke tidligere
havde givet ham Underretning om Skipper Worses Maskepi med Haugianerne.
Han mente, han skulde nok kureret ham, havde han bare faaet ham under
Behandling, før Sygdommen havde taget Overhaand.
Imidlertid lod det dog til, at Worse var fornøiet; og det var jo godt, saalænge
det varede. Men paa Sandsgaard savnedes han; og da han trak sig tilbage fra
Søen og overlod «Familiens Haab» til andre, opgav Konsul Garman ham ganske
som spoleret og ødelagt.
Konsulen var da endnu mere ensom end før, og ofte vandrede han i
melankolske Tanker op og ned i den brede grusede Vei foran Havepavillonen.
Den laa ved en Dam, rundt hvilken der voxede en smuk Krands af Siv.
Dammen maatte før have været meget større; for Konsulen kunde mindes fra sin
Barndom, at der havde været Vand paa begge Sider af Lysthuset og en Bro, der
kunde løftes op.
Der stod endnu et halvklart Minde for ham om nogle Damer i en blaa og hvid
Baad, og en lang Mand i rød Silketrøie, som stod i Forstavnen med en Aare.
Nu var Dammen saa liden, at det vilde være latterligt at have Baad i den.
Konsulen spekulede mange Gange over, hvorledes det kunde hænge sammen, at
converted by Web2PDFConvert.com