Skipper Worse Teksten i bokselskap.no følger 2. opplag, 1882 ...

Han havde ikke det stikkende, nærgaaende Blik, hvormed mange af hans
Medbrødre pleiede at bore sig ind i Synderen, somom de vilde trænge ned i en
dyb Afgrund af hemmelig Synd og Ondskab. Hans Nilsens Blik gjorde derimod
det Indtryk, at det ventede at møde den samme Renhed, som det selv kom fra; og
kanske var det derfor, de fleste saa tilsiden, naar de stod midt foran ham.
– Næsten alle Haugianerne i Byen vare i Forsamlingen, siden det var Lørdag.
Der blev en glad Bevægelse blandt dem, da Fennefos gik hen til Endre Egeland,
som just stod ved det lille Katheder, forat læse af Postillen, og bad om at faa tale
et Par Ord.
Alle satte sig tilrette, for rigtig at glæde sig ved den afholdte Taler; det var saa
længe siden, de havde hørt ham; i den senere Tid havde han været mindre oplagt
til at tale.
Men Glæden blev dog blandet, da Hans Nilsen begyndte: «Elskede Brødre og
Søstre! – jeg staar her, forat byde Jer Farvel!»
Alligevel gjorde det saa godt at høre ham. De Gamle rokkede henrykt paa
Hovedet og smilte til hinanden: det var den gamle Lyd, de kjendte, kraftige Ord
fra Hauges egen Tid, førend mangt og meget havde svækket og opblandet den
gode Vin.
Hans Nilsens Holdning var ogsaa forskjellig fra deres, som ialmindelighed
ledede Forsamlingerne; Stemmen var ikke klynkende, Hovedet ikke bøiet, og han
smilede aldrig. Høi og stor stod han blandt dem med faa og simple Bevægelser,
vendende det smukke Hoved og ligesom lysende op omkring i Krogene med sine
klare graa Øine.
Først formanede han dem med Alvor og Myndighed; dernæst takkede han
dem alle hjerteligt for godt og trofast Broderskab; – ja han vendte sig endog, saa
alle mærkede det, lige mod Sivert Jespersen, da han særligt takkede dem, der
havde rakt ham Haanden, naar han nær var snublet og faret vild.
Og tilslut bad han en Bøn, som længe mindedes blandt Vennerne. Det var et
af de Øieblikke, hvor Ordene kom over ham som en Storm og hans hele Væsen
ligesom glødede af Inderlighed og Begeistring.
De flokkedes om ham efterpaa, forat trykke hans Haand og medtage et lidet
Ord fra ham; thi ingen kunde vide, hvor lang Tid han blev borte. Kom en saa
elsket Lægprædikant først ud paa Reise, saa kunde han let trækkes fra Bygd til
converted by Web2PDFConvert.com