TMS.2.3.2004

Transfusionsmedicinske Standarder. Version 2.3 A3.7
A3.110 Falsk alarm
Er du bekymret for, at du kan have pådraget dig smitte, er du altid
velkommen til en snak i enrum med blodbankens læge - eventuelt
telefonisk før tapningen - for få råd og vejledning, om hvordan du
skal forholde dig. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at opgive
navn for at opnå en sådan samtale.
Hvis du efter tapningen kommer i tanke om, at du kan være smittet
med en af ovennævnte sygdomme eller hvis bliver syg, skal du
kontakte blodbankens læge.
Ingen metoder er 100 % fejlfrie. Undersøgelserne for smitte er så
følsomme, at de i få tilfælde fejlagtigt vil give et udslag, selv om
der ikke er smitte til stede. De kan i den forstand sammenlignes
med en meget følsom tyverialarm, som kan sættes i gang af en kat
på taget eller en nysgerrig mus, men man kan ikke på alarmen høre
forskel på, om det er en kat eller en tyv, der udløser alarmen.
Blodbanken kan således stå i en situation, hvor det med sikkerhed
kan siges, at prøven ikke er ægte positiv - på den anden side kan
blodbanken ikke bevise, at den er negativ. Blodbanken må derfor
kalde den tvivlsom. Problemet er nu, at personer, der lige er blevet
smittet, kan udvise et tilsvarende tvivlsomt resultat i den sidste del
af perioden på 1 uge til 3 måneder, det varer før de bliver ægte
positiv.
Ved at undersøge en ny blodprøve taget et par måneder efter den
første blodprøve, fx ved næste donorfremmøde, kan vi med
sikkerhed skelne de normale, ikke-smittede fra de, der lige er
blevet smittet. De normale vil nemlig enten være blevet negative
igen eller fortsat udvise det samme tvivlsomme mønster. De, der
for nylig var blevet virussmittet, vil derimod med den nye blodprøve
med sikkerhed være blevet ægte positive.
I de tilfælde, hvor det kræver en ny blodprøve 2 måneder senere
for at bevise, at blodet ikke er smittet, bliver man nødt til at
kassere blodet, da det ellers vil blive for gammelt. Hos nogle - helt
normale og raske donorer - kan tendensen til tvivlsomme reaktioner
i donorundersøgelserne holde sig i årevis. Dette skyldes ikke
sygdom hos donor, men en teknisk ufuldkommenhed ved undersøgelsesmetoden.
Imidlertid betyder det, at hver gang en sådan donor
giver blod, tager det et par måneder, før man kan frikende blodportionen
for virussmitte, og blodportionen går derfor hver gang tabt.
Blodbanken vil i disse tilfælde vælge at oplyse donor om situationen
og foreslå pause med donorvirksomhed.
Du kan være forvisset om, at såfremt blodbanken finder en ægte
positiv reaktion, vil du få det at vide. Omvendt kan du også have
tillid til blodbanken, når den fortæller, at der ikke foreligger
virussmitte, men blot nogle rent tekniske problemer.
A3.120 Etik vedrørende blodafgivning
© 1994-2004 Dansk Selskab for Klinisk Immunologi