superkilen_ruc_projkt

2.1.4 Idealer versus virkelighed, eller hånd i hånd?
Bent Flyvbjerg mener, at planlægning som fag er blevet idealisternes legeplads - ”Det
positive ved planlægning, er at den typisk er stærk på idealer og håb om at kunne
”gavne”. (...) Men ved mødet med virkeligheden, dvs. ved faktisk implementering,
fragmenterer projektet under indtryk af magt og bliver til en mængde
usammenhængende delprojekter med utilsigtede, uforudsete og udemokratiske
konsekvenser” (Flyvbjerg 1991b; 427). Det, der her bliver kredset om, er forholdet
mellem idé og virkelighed, eller plan og praksis, og hvad vægtningen og forholdet
mellem disse gør for en proces. Et forhold som er yderst relevant i studiet af
Superkilen. I en klassisk og klichepræget opstilling mellem idé og virkelighed,
repræsenterer Michel Foucault og Jürgen Habermas ofte hver sin side. Groft sagt
handler det om, at Habermas har et veludviklet teoretisk begrebsapparat om idealerne
(ideerne) for et demokratisk samfund, og Foucault fokuserer i højere grad på
forståelsen af processer (virkeligheden).
Foucault er modstander af en teori-tradition, hvor man arbejder med idealer
forstående som, hvad der skal gøres, og kaster i stedet blikket på forståelsen af
politik, magt og rationalitet, og hvordan den i realiteten fungerer. Flyvbjerg mener
ikke, at man skal erstatte den normative tilgang til planlægning, som Habermas
arbejder med, men han mener, at den skal suppleres med en praktisk forståelse af
politik, planlægning og magt. Dermed undersøges, hvad den implementering og
virkelighed gør for at kunne realisere planlægningens ideer – dette vil give den rette
forståelse af samspillet mellem idé og virkelighed (Flyvbjerg 1991b; 429). Helt
grundliggende handler den Habermasianske forskningsoptik om at afdække
efterkrigstidens kapitalistiske velfærdssamfunds pacificering af livsverdenen.
Habermas bestræbte sig på at formulere en kritik af systemets værdikolonisering af
20