superkilen_ruc_projkt

I strategier som skal afhjælpe problematikker i socialt belastede områder, ser man en
styrket stedsidentitet som vigtigt mål. Birgitte Mazanti påpeger i denne
sammenhæng, at det netop er forståelsen og tolkning af stedsidentitet, både den indre
og ydre, der kan skabe problemer i en planpraksis. ”I den politiske forståelse af
socialt belastede boligområder dukker begreber som stedsidentitet og
stedstilknytning oftere og oftere op. Begreberne bliver både anvendt til at beskrive,
hvordan nogle boligområder mangler identitet og eller har en negativ identitet, og
hvordan de mennesker, som bor i de socialt belastede boligområder, identificerer sig
med det sted det bor. Det er, hvad der kan kaldes for en udefra forståelse af de socialt
belastede boligområder” (Mazanti 2004; 150). Det er denne udefra forståelse af
identitet, som hun finder problematisk. Ikke at der er en udefra forståelse, men at man
som planlægger (eller arkitekt), politiker eller forsker ikke reflekterer over ’hvor man
taler fra’. I en entydig udefrakommende forståelse af sociale fænomener vil der ikke
blive inddraget andre forståelser af samme, hvilket ikke er hensigtsmæssigt (Mazanti
2004; 164). I tankegangen bag kvarterløftstrategier indeholder tilgangen til belastede
boligområder ofte en bestemt forståelse og fortolkning af hverdagslivet, og
spørgsmålet er så om denne forståelse og fortolkning af hverdagslivet er tilstrækkelig
(Mazanti 2004; 154).
For at forstå den stedsidentitet, der planlægges efter, er det vigtigt at se på, hvad
stedsidentiteten findes på baggrund af. Det kan være, at beboerne allerede er stolte af
den identitet, det lokale miljø og sted har, og så handler det ikke om at forandre, men
om at spille på netop denne identitet. Skal der skabes noget helt nyt, eller skal der
skabes noget på baggrund af det eksisterende? I meget planlægning er det ideer om
de ønskede funktioner, som også former praksis og relationer i processen.
Planlægning bliver herved indifferent overfor de erfaringer og meninger, brugere af
byrummet har (Pløger 2004b; 172). Der bliver ikke taget udgangspunkt i det
eksisterende, men i en udefrakommende forståelse af, hvad det eksisterende er.
42