superkilen_ruc_projkt

organisation at søge løsning, men derimod ”en kombination af arbejdsmarkeds-
social-, erhvervs-uddannelses- og skattepolitik(...)” (Sørensen & Torfing 2005: 23).
Nye udfordringer fordrede nye former indenfor organisering, styring og samarbejde,
og et nyt perspektiv på bypolitik og byplanlægning gjorde sig gældende som et
alternativ til den hierarkiske og/eller markedsmæssige styring. Inden for Sehested og
Torfing & Sørensens teoretiske optik var den ”traditionelle” planlægningsmentalitet
et hierarkisk og repræsentativt foretagende, som nærmest kan sammenlignes med
Webers bureaukratiske model. Som Sehested udtrykker det: ”(...) bypolitik er
udformet af de valgte politikere i fx et byråd med input fra planlæggere og
forvaltninger og munder typisk ud i nogle restriktive rammer og planer, som borgere
og private virksomheder så kan udfylde” (Sehested 2003: 10). Dertil var det
forvaltningens rolle at kontrollere, om rammerne og planerne overholdes i systemet.
Samfundets stigende kompleksitet og problemernes betyder ditto, at politikere alene
ikke har en chance for at danne overblik og viden for at efterkomme de rette
løsninger.
Den nye bypolitik, som var et svar på samfundets kompleksitet, baseres på
netværksdannelser, og foregår gennem den decentraliserede og fragmenterede
styringsform governance. Governance er en måde, hvorpå man forsøger at mindske
en voksende kløft mellem politikere, administratorer og eksperter på den ene side, og
borgere, kunder og brugere på den anden. Som vi vil udfolde efterfølgende, så ser vi
kvarterløft og områdefornyelser på Nørrebro, som et typisk eksempel på at
kompetencer spredes til og i netværk, og at det af lokale interessenter efterhånden
opleves som en nødvendig forudsætning for en succesfuld udviklingsproces. Netværk
opfattes som en gunstig mulighed for borgergrupper, foreninger og
interesseorganisationer for at søge indflydelse (Sørensen & Torfing 2005: 23-26).
28