superkilen_ruc_projkt

Til sidst i kapitlet vil vi diskutere den konstellation som kendetegner netværket
omkring Superkilen, og hvilke problematikker det har ført med sig i processen. På
trods af gode intentioner om et reelt givende samarbejde mellem Partnerskabet og
Kilebestyrelsen, vil vi diskutere, hvor meget indflydelse Kilebestyrelsen egentlig har
haft. Alle aktører har været enige om, at det har været en hård proces, og vi vil
diskutere forskellige aspekter og konkrete eksempler ved Superkilens forløb for at
forstå, hvad der ligger til grund for, at processen til tider ikke har været så konstruktiv
som forventet.
3.1 En dårlig start
”Partnerskabet har blandet sig med en top-down tilgang i et område der gør det
bottom-up”(Glismann 2009; l. 1). Så klart opsummerer borgergruppens repræsentant
i Partnerskabets styregruppe, da vi beder ham om at beskrive den konfliktfyldte
proces. Han udtrykker en frustration over, at Partnerskabets fremgangsmåde er
anderledes end den tradition, der findes på Nørrebro. Problemerne startede, i følge
borgerrepræsentanten, helt fra begyndelsen. Og særligt dengang man skulle beslutte,
hvilken af de to konkurrencefinalister, der endeligt skulle vinde arkitekonkurrencen:
”Alle borgere ville have grønt, BIG ville have asfalt” (Glismann 2009; l. 8).
Borgerrepræsentanten, som har været med helt fra starten af, var den eneste i
dommerkommiteen, der ikke stemte for BIGs forslag. I starten i hvertfald. For
borgerrepræsentanten følte – hvilket de andre informanter ikke har kommenteret på –
at Københavns Kommune stillede ham et ultimatum: ”Hvis I ikke vælger det her
projekt [BIGs], så får I ingenting. Hverken Superkilen, DSB-grunden eller Nørrebro-
hallen” (Glismann 2009; l. 50). Det er ikke hans forståelse, at afgørelsen om at det
var BIG, der skulle vinde foregik ved en faglig og saglig diskussion, men at den
øvrige dommerkommite underkendte, hvad borgerne i lokalområdet egentlig foretrak.
74