Graffiti - the forbidden art - Forskning

Graffiti – den forbudte kunst
- en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne
Af Diana Langvad
navn – ikke deres rigtige navn, men et street navn, og helst et smart et, overalt på
gaderne 39 . Ifølge bogen Taking the train (2001) af Joe Austin, skete udviklingen af
den nye skrift, graffiti, på baggrund af intens social kaos, økonomiske ændringer og
kulturelle forandringer i New York City og generelt i nationen i slutningen af 60érne
og start 70érne. Den drastiske og til tider voldsomme natur af disse historiske
ændringer og sociale konflikter, blev portrætteret som en krise for nationen og den
lokale sociale orden. De kommercielle massemedier placerede den nye skrift, som
en del af den ovennævnte krise, og derved skærpede de mange New Yorkers tanker
omkring det, de så på de offentlige vægge 40 . Skriften, generelt, er en holdbart
eksisterende æstetisk tradition og har altid været forbundet med de trends og
kulturelle innovationer af dens tid. Austin nævner reklamer, der i sin strategi også
anvender skriften. Reklamer, her ment de store kommercielle neon billbords, har en
helt speciel virkning. Austin forklarer, at hvis man ser sit navn i lys, er det forbundet
med, at man har klaret den. Denne form for navnskrivning har eksisteret længe før
begyndelsen af den nye skrift, graffiti, og ifølge Austin, bruger mange skrivere dette
kulturelle bindeled i forklaringen af deres håndværk 41 . Via interviews med skrivere,
har Austin fået bekræftet, at graffitiens opstart kan ses i kontekst til reklamer, som
gør et navn ud af sig selv ved at sprede det i det offentlige rum. New York er som
oftest betegnet som en by, hvor en person kan ”make a name for him/herself”, og
hvor ”nobody” kan blive til ”somebody”. Graffitien startede som den fattige mands
måde at opnå berømmelse, at gøre et navn ud af sig selv, men Austin forklarer, at
graffiti også blev anvendt til at udtrykke sin fortvivlelse for den racisme og had, der
foregik i denne tid, som ses i lyset af fraser som ”Power to the people” og
”somethings rotten in America” 42 .
Austin deler graffitien op i to generationer af skrivere:
1. generation af skrivere begrænsede deres brug af skriften til deres
nabolagsområde, hvor de skrev deres navn på murene.
39 Cooper (2008) s. 8
40 Austin (2001) s. 37
41 Austin (2001) s. 39
42 Austin (2001) s. 40-44
18