Graffiti - the forbidden art - Forskning

Graffiti – den forbudte kunst
- en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne
Af Diana Langvad
Born to be King:
Som nævnt tidligere er noget af det essentielle ved graffiti tanken om at få udbredt
sit navn 90 . Det handler om at blive King også kaldt smadderkonge, at komme op
med sit one på så mange forskellige måder og steder – og hvor flest mennesker ser
det. Jo flere steder jo mere respekt fra de andre skrivere 91 .
”Graffitimalere er ikke nødvendigvis alle sammen idealistiske kunstnerspirer med en
udtrykkertrang for kompromisløs til akademiet. En del af dem er faktisk de gemene
hærværksmænd, de ofte bliver gjort til af deres modstandere. Men det er klart, at de
må besidde et mindstemål af kreativitet og legesyge, siden de frem for vold,
berigelseskriminalitet eller andre traditionelt mere sexede og økonomisk
perspektivrige løbe- baner har valgt graffiti – den sikre vej til en flad tegnebog, en
forgiftet hjerne og en klatøjet skole- eller arbejdsdag.”
- Rasmus Poulsen 92
Citatet ovenfor stammer fra artiklen, TABU, af Rasmus Poulsen 93 , hvori han
portrætterer én af Danmarks mest kendte smadderkonger til dags dato, Lars
Vestergaard Børgesen, bedre kendt som Tabu. Tabu levede dog ikke længere end til
sit 19. år, før han, præget af skizofreni, i 1993 drog op på taget af et af Rødovres
højhuskomplekser, stillede sine dåser, tog sit tøj af, foldede det og sprang i døden.
Men han var allerede den mest kompromisløse graffitimaler i verdenen. Ifølge
Poulsen begyndte Tabu at interessere sig for graffiti allerede, da han var 10-11 år og
startede med at male omkring 1986. Han levede for at male, han malede om natten
og sov om dagen. Hans passion var toge, men alle flader var brugbare – det
handlede om at sprede sit navn bredt og vidt, og ikke bare i København eller
Danmark. Ifølge Poulsen var det som en besættelse for Tabu at sætte sit tegn i det
90 Truberg (u.å.) s. 116
91 Skyum-Nielsen (2006) s. 48
92 Poulsen (u.å.) s. 308
93 Poulsen (u.å.)
37