Graffiti - the forbidden art - Forskning

Graffiti – den forbudte kunst
- en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne
Af Diana Langvad
normer, som eksempelvis den udbredte kapitalisme. Det essentielle ved graffiti er
tagging, som er skrivernes signaturer og foregår både som et vidnesbyrd om en
skrivers færden og formåen. Der er en bred konsensus blandt befolkningen og
politikkerne om, at tags og throw-ups er hærværk, mens pieces mere og mere
betragtes som kunstværker. Det er dog indenfor denne kultur svært at skelne disse
som forskellige udformninger og aktioner, fordi det ene hører sammen med det
andet. På en måde kan man anse tags som små reklamespots for skriverne. De små
tegn henviser til, hvor aktiv og dediceret en skriver er, men de kan også fungere
som små varemærker eller beviser på skriverens stilmæssige styrke og berømmelse.
Det vil med den optik være meget svært at ophøje pieces fremfor tags, da de går
hånd i hånd, på samme måde som man oplever det ved reklamer, der eksempelvis i
byrummet fungerer som små spots, der henleder til et produkt. I henhold til graffiti
er ”produktet” graffitimaleren, men kan måske også henlede til en genkendelse, der
videre henviser til det mere kreativt udfoldende værk: Piecet. Da graffiti i dens fulde
form i det offentlige er ulovligt, betragtes skriverne som vandaler, der laver
hærværk, men denne holdning stemmer generelt ikke overens med skrivernes egne
billeder af sig selv. Selvfølgelig kan man ikke komme udenom, at den illegale del af
graffitien på en eller anden måde syntes at være tiltrækkende for graffitimalerne,
det afholder dem i hvert fald ikke fra at stoppe eller på at begynde. Men som
udgangspunkt lader det til, at skriverne ser dem selv som kunstnere, som bidrager
til at forskønne det offentlige rum, men også bruger deres kunst som en aktion
imod uretfærdighed eller kommercialismen. Graffiti bliver ofte betragtet som en
ungdomskultur, men ovenstående redegørelse af graffitikulturen, viser et andet
billede. Godt nok starter de alle som unge, men de stopper ikke nødvendigvis, når
de bliver ældre. Ikke alle fortsætter i lige så stor en grad med at male ulovlig graffiti,
men mange fortsætter som en del af graffitimiljøet og/eller bruger deres
graffitierfaringer til at skabe karrierer. Graffitikulturen er ikke mere end omkring 50
år gammel, hvis vi går helt tilbage til 1. generations skriverne, og graffiti kan i dag og
fremover ikke længere betragtes som en ungdomskultur, da den ikke kun består af
unge mennesker længere, men som en livsstil. I et samfundsmæssigt perspektiv
65