Graffiti - the forbidden art - Forskning

Graffiti – den forbudte kunst
- en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne
Af Diana Langvad
institutioner, som det er set med happeningkunstnerne i 60érne og graffitiskriverne
i 90érne 208 .
3. De der i overvejende grad befinder sig i det antiinstitutionelle, hvor subkulturen
eksisterer i kraft af at være i opposition til eksisterende politiske og kulturelle
institutioner. Som udgangspunkt handler og taler subkulturer i et relativt kodet
sprog, som enten tror de henvender sig til et større publikum, eller bevidst ikke gør
og den sidste fremgangsmåde kan betegnes som den rene antiinstitutionelle
form 209 .
Så på trods af at kulturinstanser, i Teilmanns optik, sidestiller de tunge institutioner
med graffiti, i forhold til at forstå subkulturer som et offentlig anliggende, ligger der
i ovenstående positioner stadig en overvejende holdning til subkulturer som noget,
der bryder ud af normerne, i denne sammenhæng institutionerne.
Hvordan kan graffiti betragtes som subkultur?:
En subkultur beskrives ovenfor som en normafvigende minoritet, der viser sig
ved overtrædelser af de formelle og uformelle regler, for hvordan man opfører
sig. En beskrivelse der passe på graffitiens illegale, yderliggående og frisindede
tænkemåde samt det generelle ønske om gennemgribende ændringer i politiske
forhold og samfundsnormer.
Under Introduktion til graffiti blev det gjort klart, at graffiti i New York opstod af
nogle omkringliggende omstændigheder i samfundet. Den opstod i en tid, hvor
nationen var underlagt af intens social kaos, økonomiske ændringer og kulturelle
forandringer, og graffitien blev i medierne betragtet som en del af denne krise.
Forskningen bag årsagen til graffitiskrivernes overgang til 2. generation viser, at
dette bunder i et ønske om at fremme sig selv og sine holdninger, at sætte sit
navn på kortet på lige fod med de kommercielle neonblinkende reklamer. I
teorien omkring, hvordan subkulturer opstår, nævnes der overordnet tre
forskellige årsager:
208 Ibid.
209 Ibid. s. 235
80