Graffiti - the forbidden art - Forskning

Graffiti – den forbudte kunst
- en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne
Af Diana Langvad
forsøge at sætte subkulturer ind i et nutidigt perspektiv og kigge på, hvordan der i
det danske samfund ageres med subkulturer.
Subkultur – et offentligt anliggende:
Ifølge Peter Christensen Teilmann, i bogen Kulturliv 206 (2010), er traditionelt
subkulturel aktivitet blevet et offentligt anliggende. Dette ses blandt andet ved, at
der i dag overalt i Danmark er lavet forskellige anlæg og områder, der uden for de
traditionelle forenings- og institutionsrammer giver plads til subkulturelle
aktiviteter, som eksempelvis skating og graffiti. Det lader altså til at subkulturer ikke
længere er noget, der nødvendigvis afviger fra normen, men i stedet noget der
forsøges at inddrages i samfundet som kulturtilbud. Yderligere forklarer Teilmann,
at ved subkulturer gælder de samme kulturelle betingelser som ved mere tunge
institutioner som Det Kongelige Teater, hvor kulturbegrebet er indrammet af de
kulturinstitutioner, den offentlighed og det publikum, der er relateret til den givne
kultur. For at kunne forstå og arbejde med subkulturer i en kulturel sammenhæng,
gøres det ifølge Teilmann på sådan en måde, at man synliggør, at de tunge
institutioner kan betragtes lige så meget som en subkultur som eksempelvis
graffitien. Denne forståelse vender selvsagt op og ned på subkulturens
selvforståelse og praksisformer. I ovenstående afsnit om teorierne bag subkulturer,
bliver begrebet brugt til at betegne minoritetsgrupper, der bliver opfattet som
afvigende. Derfor er det typisk etniske, seksuelle, religiøse og politiske minoriteter,
der fungerer som afvigere og blandt disse, at subkulturer kan findes.
For at vende tilbage til Teilmanns udlæggelse af subkulturer, er det relevant at
benævne, at Teilmann udpeger tre forskellige subkulturpositioner i forhold til de
eksisterende institutioner:
1. De der overvejende befinder sig udenfor institutionerne, og som lever i sig selv
uden nogensinde at indgå i institutionerne 207 .
2. De der befinder sig i det førinstitutionelle. Her menes, de subkulturer for de
enkelte kultur- og kunstområder, som på et tidspunkt indoptages i de eksisterende
206 Teilmann (2010)
207 Teilmann (2010) s. 234
79