Graffiti - the forbidden art - Forskning

Graffiti – den forbudte kunst
- en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne
Af Diana Langvad
offentlige rum 94 , som om han desperat søgte at få en plads i tilværelsen. Stadig i
dag er han respekteret af skrivere, og alle i miljøet kender hans navn og ry. Han var
kendt for at være den eneste skriver, som kunne tagge sit one i gående tempo, han
bombede mere end de fleste og havde status som smadderkonge i flere år, hvilket
er noget af en rekord for en enkelperson. Derfor er der stadig enkelte af hans
værker, der rundt omkring i Danmark er blevet bevaret 95 . Men man bliver ikke
smadderkonge uden ofringer, som vi så det ovenfor, er graffiti en dyr og farlig
livsstil. Tabu var i sit korte liv gennem flere retssager, han blev sigtet og dømt for
utallige af tilfælde af ulovligt graffiti, hvortil han skulle betale store erstatningskrav.
Derfor tilegnede han sig mange forskellige ones for at gøre det svære for politiet at
identificere ham. Han kunne være kendt for et navn i en bydel og for et andet i en
anden del af byen eller landet. Endvidere var han en del af forskellige crews, blandt
andet oprettede han, sammen med veninden Non, crewet DIA 96 , der til dags dato
stadig er eksisterende og aktivt på trods af smadderkongens tidlige død i 1993.
Graffiti – et oprør:
Som jeg i dette afsnit vil vise, så er det ikke alle, der udelukkende bomber for det
ene formål at sprede sit navn så bredt som muligt. Som tidligere nævnt, har
skriverne, fra sin første færd, benyttet graffitien i en oprørslignende protest mod
uretfærdighed. Jeg vil nedenfor vise et par eksempler på dette.
Graffitimaleren KIDULT, der også kalder sig KID, er oprindeligt en parisisk fyr, men
er nu bosat i NYC. Han er kendt for at oversprøjte kendte mærkevarebutikkers
vinduer rundt omkring i verdenen med en skumslukker fyldt med maling. Kidult
mener, at modekæderne misbruger brugen af graffiti til at fremme dem selv med
det formål at tjene penge, og han ønsker at vise sin protest mod dette, i den mest
rigtige graffitiform, hvor det er agtet at udtrykke sig kunstnerisk og i protest, selvom
folk synes, det er vandalisme. Han mener, at kommercialiseringen af graffiti er gået
for vidt, institutioner har taget graffitiens farverige form til sig og lavet det til noget,
94 Poulsen (u.å.) s. 308-325
95 Skyum-Nielsen (2006) s. 56
96 Poulsen (u.å.) s. 315-316
38