Graffiti - the forbidden art - Forskning

Graffiti – den forbudte kunst
- en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne
Af Diana Langvad
graffiti, da de lovlige vægge lader til at mætte graffitimalernes trang til at udføre
graffiti. Det lader til, at hvis graffitimiljøet får talerør og får mulighed for at være
meddelagtig i beslutninger, har de tendens til at udvise større respekt for folks
ejendomsret, i og med at mængden af den ulovlige graffiti faldt efter tiltaget.
Ifølge en artikel i Politiken, S og R vil have flere mure til graffiti 163 fra 2009, fik
København i 2007 et 70 meter langt plankeværk ved Nørrebro station, hvor
graffitimalere kan male frit og lovligt. I 2009 annoncerede partierne S og R, at de
ville have gjort gadegalleriet permanent, og der blev planlagt at etablere en række
tilsvarende steder på Israels Plads, Islands Brygge og i en række af byens
underjordiske tunneller. Ifølge artiklen mener partierne S og R, at indsatsen mod
graffiti skal differentieres, så man bruger ressourcerne der, hvor den skader folks
private ejendomsret eller er til fare, som på eks. trafikskilte. Simon Strange (S), der
er medlem af Borgerrepræsentationens kultur- og fritidsudvalg, mener i samråd
med ovenstående ikke, at kommunen skal løbe ud med det samme, når nogen har
lavet en sjov intervention i byrummet, ved for eksempel at male en bænk lyserød i
stedet for grøn. I stedet mener han, at der med den rette belysning, og måske en
kurator, kan skabes en slags undergrundsgalleri. Det lader altså til, at der er en
interesse i at gøre graffiti og gadekunst generelt mere spiseligt for borgerne. I
artiklen udtaler graffitimaler Lars Petersen, at han mener at flere lovlige vægge er
en god idé, for han mener, der er alt for mange malere om alt for få vægge, hvor de
kan få lov at udfolde sig kreativt. Han mener dog ikke, at det er betydningsfuldt, om
ulovlig graffiti stiger eller falder ved sådan en indsats, men at man skal se de lovlige
vægge som et kulturtilbud til graffitimalerne 164 . I forlængelse af ovenstående, blev
der i 2009 besluttet, ved et flertal fra københavnske borgerrepræsentation, at
kommunen skal forsøge sig med et differentieret graffitisyn 165 . Dette
differentierede graffitisyn betyder at kommunen vil skelne mellem gadekunst,
kommunikation fra kulturlivet, som klistermærker og plakater, og hærværk, som
eksempelvis tags. Simon Strange udtaler om beslutningen, at han er glad for, at
163 Giese & Benner (2009)
164 Giese & Benner (2009)
165 Giese (2009)
62