Graffiti - the forbidden art - Forskning

Graffiti – den forbudte kunst
- en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne
Af Diana Langvad
gode ved udviklingen er denne accept af kunsten, bi-effekten af fremgangen er dog
en upersonlig bureaukratisk megastruktur, som kunsten blev underlagt 172 . For den
store offentlighed har moderne kunst, ifølge Gablik, altid stået for et tab af det
håndværksmæssige, et svigt og en svindel eller et bedrag. Hvor vi sagtens kan
indordne os med ikke at forstå et fremmedsprog eller aritmetik, har vi svært ved
ikke at kunne forstå den kunst, der bliver præsenteret for os. Og hvis vi bliver
konfronteret med noget kunst, vi ikke kan lide eller ikke forstår, så menes det at
være skabt med det bevidste formål at fornærme os. Men hun mener endvidere, at
udviklingen til postmodernismen har medbragt en lignende negativ faktor, nemlig
at den kvantitative stigning af kunstnere og kunst ikke har ført til en højning af
kvaliteten, da der er sket et fravær af orden og sammenhængende formål 173 . Gablik
beskriver den postmoderne bevidsthed som værende tom indeni, da der er sket en
nedslidning af kunstens autoritet og troværdighed, missionen er ikke integreret, da
den mangler form og definition. Alle årsager som Gabrik giver skylden på en verden,
der bliver mere og mere kommercialiseret og karriereorienteret og knyttet sammen
med visse grundlæggende antagelser, som det fremskridende kapitalistiske
samfund har overleveret os 174 . Gabrik beskriver en moderne kunst, der var præget
af mange eksperimenterende værker, der rykkede ved samfundets stigende
forbrugerisme, markedets krav og svingninger i udbud og efterspørgsel. Og hun
mener, at ved avantgardens død, har kunsten ændret sig, den udgør ikke længere et
betydningsfuldt alternativ til de borgerlige værdier, da erstatningen af den radikale
bevidsthed med professionalisme, bureaukratiets og kommercialiseringens kræfter
har ødelagt avantgardens oprørskhed 175 . Hvor modernismen var præget af
individualitet, uundværlighed og spontanitet, mener Gablik, at postmoderniteten
bygger mere på lydighed, udskiftelighed, specialisering, planlægning og
paternalisme. Hun mener, at jo tættere forbindelsen er mellem forretning og kunst,
i jo højere grad mister den sin værdi. Videre skriver hun, at modernismens
172 Gablik (2006) s. 25
173 Gablik (2006) s. 26
174 Gablik (2006) s. 30
175 Gablik (2006) s. 76
68