Graffiti - the forbidden art - Forskning

More documents

Recommendations

Info

Graffiti – den forbudte kunst - en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne Af Diana Langvad skriverne et talerør, men dog ikke hindrede andre moralprædikende artikler 142 . Ifølge Folehave-Hansen var der to centrale figurer i den offentlige kamp mod graffitien i 90érne og ind i 2000 tallet, Lennart Faust og daværende bygge-og teknikborgmester Søren Pind. Faust var ansat i en ungdomsklubben Klub 47 på Amager, som havde dannet grobund for flere københavnske rapgrupper, DJs, graffitimalere og breakere. Som udgangspunkt havde Faust støttet den kreative alliance, men efter at have oplevet, at graffitien spredte sig fra de lovlige vægge mod mere hærværkspræget højder, ændrede han holdning og indgik en kamp mod graffitien og dens bagmænd, som graffitikonsulent for Københavns kommune. Søren Pind og Faust kæmpede en ophedet kamp i medierne mod graffitimiljøet, men ifølge Folehave-Hansen, undergravede de deres egen sag, da de langsomt begyndte at få et ry for at være sensationslystne og uvidende. Det kom blandt andet til udtryk ved udtalelser om en sammenligning af graffitimalere og ungnazister, muslimske fundamentalister, satanister og rockere. Men om ikke andet kom det til at betyde, at modbevægelsen ikke længere kun bestod af DSB og politiet, nu var kommunen også en synlig og aktiv deltager i kampen mod graffiti. Med Faust og Pinds strategi med nul-tolerance overfor graffiti, blev der lukket flere lovlige vægge ned, hvilket betød at graffiti i stedet i større grad foregik på flere ulovlige steder og dermed gjorde skriverne mere kriminelle 143 . Denne nul-tolerance strategi var inspireret af ”Broken Windows theory”, der stammede fra USA, hvor problemerne med graffiti ikke længere var et nyt problem. Teorien er baseret på James Q. Wilson og George L. Kelling undersøgelser omkring afkriminalisering i byområder 144 . I midten af 70érne annoncerede New Jersey et ”safe and Clean Neighborhoods Program”. Programmet var designet til at forbedre kvaliteten af bysamfund i 28 byer. Et af tiltagene var at få politibetjentene ud af politibilerne og ud på gaden til fods, et tiltag staten uddelte nogle penge til. Politikkerne var begejstrede for ideen, men flere politichefer var skeptiske, fordi det reducerede politiets mobilitet og gjorde det svært for hovedcentralen at 142 Folehave-Hansen (2010) s. 193 143 Folehave-Hansen (2010) s. 193 144 Kelling & Winston (1982) 54
Graffiti – den forbudte kunst - en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne Af Diana Langvad kontrollere, hvor betjentene befandt sig, uden de teknologiske ressourcer der var til rådighed i bilerne. Politibetjentene var også kritiske omkring ideen, for det betød hårdere arbejdsvilkår, da de skulle patruljere ude i alt slags vejr. Desuden var der i politistaben ikke høje forventninger om, at denne ordning ville have en positiv effekt, samme holdning delte befolkningen 145 . Efter fem år blev der publiceret en evaluering på projektet, og det viste sig, at fodpatruljen ikke havde reduceret kriminaliteten, selvom mange borgere dog følte sig mere trygge ved at have politiet gående i nærområdet. Det viste sig også, at politibetjentene, som havde været i fodpatruljen, havde en højere moral, større jobtilfredshedsfølelse og havde en bedre attitude over for borgerne i deres område end de betjente, der patruljerede i biler. Så på trods af at kriminalitetsraten ikke var blevet lavere, så havde det en positiv effekt på betjentenes adfærd og velbefindende samt på at borgerne følte sig mere trygge. Kelling og Winston fandt ud af, at grunden til at borgerne følte sig mere trygge, på trods af at kriminaliteten var lige så høj som før, var, fordi der blev holdt orden på de generende mennesker, som alkoholikere, narkomaner, uregerlige teenagers, prostituerede, psykisk syge osv. Denne gruppe af mennesker, var ikke nødvendigvis den gruppe, der lavede den slemme kriminalitet, som borgerne var bange for, men deres adfærd var med til at gøre dem utrygge 146 . Dette beviste, ifølge Kelling og Winston, at der er en sammenhæng mellem uro og kriminalitet, en holdning som de blev bakket op omkring af flere politibetjente og psykologer, der alle var enige om, at hvis et vindue i en bygning bliver ødelagt og ikke repareret, vil resten af vinduerne snart få samme skæbne 147 . Ifølge deres undersøgelser, ville selv mennesker, der aldrig kunne drømme om at lave kriminalitet, kunne finde på at bruge en nedlagt eller faldefærdig ejendom til leg eller til at plyndre. Denne adfærd, mener Kelling og Winston, er med til at nedbyde kontrollen af et bysamfund. Og de mener, at et pænt område hurtigt kan udvikle sig til en skræmmende jungle af lovløshed, hvis blot ét hus bliver efterladt eller misvedligeholdt 148 . Ifølge Kelling og 145 Kelling & Winston (1982) s. 1 146 Kelling & Winston (1982) s. 2 147 Kelling & Winston (1982). s. 3 148 Kelling & Winston (1982). s. 4 55
Page 1 and 2:
Graffiti - den forbudte kunst - en
Page 3 and 4: Graffiti - den forbudte kunst - en
Page 53: Graffiti - den forbudte kunst - en
show all

Graffiti - the forbidden art - Forskning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?