Graffiti - the forbidden art - Forskning

More documents

Recommendations

Info

Graffiti – den forbudte kunst - en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne Af Diana Langvad navn – ikke deres rigtige navn, men et street navn, og helst et smart et, overalt på gaderne 39 . Ifølge bogen Taking the train (2001) af Joe Austin, skete udviklingen af den nye skrift, graffiti, på baggrund af intens social kaos, økonomiske ændringer og kulturelle forandringer i New York City og generelt i nationen i slutningen af 60érne og start 70érne. Den drastiske og til tider voldsomme natur af disse historiske ændringer og sociale konflikter, blev portrætteret som en krise for nationen og den lokale sociale orden. De kommercielle massemedier placerede den nye skrift, som en del af den ovennævnte krise, og derved skærpede de mange New Yorkers tanker omkring det, de så på de offentlige vægge 40 . Skriften, generelt, er en holdbart eksisterende æstetisk tradition og har altid været forbundet med de trends og kulturelle innovationer af dens tid. Austin nævner reklamer, der i sin strategi også anvender skriften. Reklamer, her ment de store kommercielle neon billbords, har en helt speciel virkning. Austin forklarer, at hvis man ser sit navn i lys, er det forbundet med, at man har klaret den. Denne form for navnskrivning har eksisteret længe før begyndelsen af den nye skrift, graffiti, og ifølge Austin, bruger mange skrivere dette kulturelle bindeled i forklaringen af deres håndværk 41 . Via interviews med skrivere, har Austin fået bekræftet, at graffitiens opstart kan ses i kontekst til reklamer, som gør et navn ud af sig selv ved at sprede det i det offentlige rum. New York er som oftest betegnet som en by, hvor en person kan ”make a name for him/herself”, og hvor ”nobody” kan blive til ”somebody”. Graffitien startede som den fattige mands måde at opnå berømmelse, at gøre et navn ud af sig selv, men Austin forklarer, at graffiti også blev anvendt til at udtrykke sin fortvivlelse for den racisme og had, der foregik i denne tid, som ses i lyset af fraser som ”Power to the people” og ”somethings rotten in America” 42 . Austin deler graffitien op i to generationer af skrivere: 1. generation af skrivere begrænsede deres brug af skriften til deres nabolagsområde, hvor de skrev deres navn på murene. 39 Cooper (2008) s. 8 40 Austin (2001) s. 37 41 Austin (2001) s. 39 42 Austin (2001) s. 40-44 18
Graffiti – den forbudte kunst - en undersøgelse af graffitis subkulturelle betingelser i det postmoderne Af Diana Langvad 2. generation af skrivere udvidede deres tegnsætning til steder udover det lokale område og øgede derved deres mulighed for at sprede sit navn. Denne genkendelighed, som førte med udbredelsen af ens navn til større dele af byen, var særskilt for børnene af voksne, hvis navn sjældent blev nævnt udenfor den blok de boede i. Med denne realisering, startede skriverne en ny folkelig økonomi, som Austin benævner som ”prestige economy”. Denne referer til kulturelle regler, hvor status er tildelt en gruppe af individer. I et lokalsamfund, var status ens med den respekt, der blev uddelt blandt et fællesskab af familier. I de mindre bundne steder, hvor de nye skrivere skrev deres navn, handlede det mere om berømmelse. Denne berømmelse var dog ikke, som vi umiddelbart forbinder med berømmelse af eksempelvis skuespillere, en berømmelse som ligger i genkendeligheden af ansigtet af den givne berømthed. Genkendeligheden og berømmelsen lå i stedet for i navnet – det skrevne. Anonymiteten blev en nødvendighed for at kunne sprede sit navn uset i det offentlige rum og derved opnå berømmelse. Så ved graffiti ligger berømmelsen i navnet, mens identiteten er anonym 43 . Den første pioner: Der er forskellige teorier om, hvem der var den første skriver. Nogle peger på en ung fyr med tagnavnet TAKI 183, der blev den første anerkendte dokumenterede graffitimaler. TAKI 183s virkelige navn er Demetrius, og han boede nord for Harlem i et kvarter med hovedsaglige græske børn, som han selv. I slutningen af 1960erne så han en dreng skrive sit navn og gade nr., Julio 204, på en af murerne i området. Dette inspirerede ham, og han udviklede TAKI 183. TAKI er det græske alternativ for Demetrius, og 183 var den gade han boede på. Demetrius begyndte at sætte sit tag overalt, hvor han befandt sig. Da han startede på high school på Manhattan i 1969, 43 Austin (2001) s. 48 Eksempel på et Taki 183 tag 19
Page 1 and 2: Graffiti - den forbudte kunst - en
Page 17: Graffiti - den forbudte kunst - en
Page 69 and 70:
Graffiti - den forbudte kunst - en
Page 71 and 72:
Page 73 and 74:
Page 75 and 76:
Page 77 and 78:
Page 79 and 80:
Page 81 and 82:
Page 83 and 84:
Page 85 and 86:
Page 87 and 88:
show all

Graffiti - the forbidden art - Forskning

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?