Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Lisbeth måtte advares om Sonny og Slagter, uanset hvad hun iøvrigt vidste om dem<br />
eller var indblandet i. Det var ikke urimeligt at antage, at de ville spørge hende, om<br />
hun vidste, hvem og hvor jeg var. Kriminelle hjerner udtænker - som alle gyser-fans<br />
ved - de særeste sammenhænge mellem sagens partnere, og jeg brød mig ikke om at<br />
tænke på, hvilke forhørsmetoder de ville anvende på Lisbeth. Det ville med garanti<br />
ikke blive "Tyve Spørgsmål Til Professoren".<br />
Én ting stod fast: jeg måtte forsvinde, og jeg besluttede, at højst ét menneske måtte<br />
vide det. Indtil mit møde med Lisbeth, ville jeg holde mig væk fra gader og veje,<br />
hæve resten af pengene og i sidste øjeblik tage en taxi ud til "Det Glatte Lag".<br />
Derefter ville jeg koncentrere mig om at fordufte fra byen, kontakte Birger, når han<br />
kom hjem og ellers vente - en uge eller to? flere uger? - til der forhåbentlig ikke var<br />
flere muskeldrenge på udkig efter mig. Lejligheden kunne jeg blive nødsaget til at<br />
opgive, men det var en detalje. Nu og her gjaldt det om at rydde de sidste løse ender<br />
af vejen og ellers se at komme langfandenivold væk fra byen.<br />
Tjeneren viste mig, hvor telefonen hang og vekslede villigt en stor seddel til mønter,<br />
så jeg havde noget at stoppe i den. Han var for længst holdt op med at stirre på mig.<br />
En tjener ser mange besynderlige mennesker mellem år og dag, og selvom jeg tror,<br />
det ikke er hverdagskost at få en gæst, der i løbet af et kvarter nedsvælger tre<br />
Elefantøl - vel at mærke uden at blive synligt påvirket af dem - holdt han masken<br />
forbilledligt. (Bøsserne havde lidt sværere ved det). Den dæmpede belysning i<br />
lokalet, endnu mere udflydende på grund af eftermiddagssolens skrå stråler gennem<br />
vinduerne, havde skjult mit blege ansigt, mine rødrandede øjne og nervøst mimrende<br />
læber for dem, og de tre guldøl fik trods alt en efterligning af min ungpige-teint til at<br />
blomstre frem i panden, vandre ned over kinderne, bagom i nakken og nedover<br />
kroppen. Jeg kunne forestille mig den rødlige farve brede sig nedad som i en<br />
tegnefilm med Pluto, der i vaskebaljens hede vand skifter kulør fra frossen is-blå til<br />
den normale rødgule, som om farven blev hældt ud af en usynlig malerbøtte.<br />
Jeg ringede til det eneste menneske, jeg fuldt og helt kunne stole på.<br />
Telefonen i Haralds værksted ringede kun to gange, før hans stemme mumlede det<br />
normale "Ha-o". Med tanke på den knap-så-travle tjener, der udmærket kunne tænkes<br />
at overhøre, hvad jeg sagde, indskrænkede jeg mig til at fortælle Harald, at jeg straks<br />
måtte mødes med ham, men først skulle han bruge min reservenøgle og hente<br />
forskelligt, såsom tøj, min bankbog og andet, jeg ville få brug for det næste stykke<br />
tid. Haralds tilsyneladende sløvhed dækker over et ualmindeligt kvikt hoved med<br />
dertil hørende fin fornemmelse for, hvad der sker omkring ham, og han kunne<br />
åbenbart høre - eller måske forplantede rystelserne sig fra min ende af linien til hans<br />
telefonrør - at der var noget rivende galt, samt at der ikke var tid eller lejlighed til at<br />
uddybe sagen i telefonen. Vi aftalte et sted i nærheden, et andet værtshus, hvor jeg<br />
ville vente på ham. Hvis han skyndte sig kunne han være der indenfor en time, og<br />
hvis han var endnu hurtigere kunne han akkurat nå at hæve resten af pengene på<br />
bankbogen.<br />
Et langt (imponeret?) blik fra tjeneren - og et svagt suk fra et bestemt bord bagest i<br />
lokalet - ledsagede mig ud af værtshuset. Jeg så over mod S-togsstationen, hvor alt<br />
virkede normalt, og travede afsted mod det aftalte mødested. Selvom dagen var varm<br />
for årstiden, begyndte jeg snart at ryste i min jakkeløse tilstand - det kunne også<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 102
Change language