KAPITEL 1 - data Fiction

Nøglerne passede. Af en eller anden grund virkede det forkert, at der var noget, som
stadig virkede, telefonen og bilnøglerne for eksempel, men jeg trøstede mig med, at
bilen sandsynligvis ikke ville starte, hvorved verden atter ville finde sit skæve leje,
hvor alting går galt, folk bliver myrdet et cetera. Motorens sagte summen
modbeviste dermed en hel stribe af Murphys love. Lisbeth satte sig ind, mens jeg løb
tilbage til sommerhuset, samlede vores tasker sammen og låste hoveddøren udefra.
Først flere kilometer derfra kom jeg i tanker om, at jeg ikke havde bekymret mig
om skydedøren til terrassen. Hvad det eventuelt ville betyde, kunne jeg ikke
overskue. Jeg valgte at droppe emnet. Det mindste problem i det sommerhus var
faren for indbrudstyve.
Der var en verden til forskel på at køre Haralds skrummel og så denne bil. Flere
gange måtte jeg lytte efter for at høre, om motoren virkelig var i gang, sæderne var
bedre end min lænestol derhjemme, rattet drejede nærmest automatisk den vej jeg
tænkte på, og pedalen skulle bare mærke sålen, så kørte vi. De mange penges
velsignelse kunne stadig kun forbavse mig. Men de mange penge kunne ikke gøre
stemningen i bilen mere munter. Lisbeth var sunket sammen i passagersædet og
virkede meget indadvendt.
Trafikken krævede en stor del af min opmærksomhed, men jeg vænnede mig
efterhånden til den lette kørsel, og på lange, lige strækninger gik mine tanker i gang
med et håbløst projekt: at rekonstruere, hvad der var sket i sommerhuset, mens vi var
ude at gå.
Birger var ankommet tidligere, end vi havde regnet med - ikke tidligt nok til at
overvære vores morgenelskov, heldigvis - og havde skiftet til joggingsættet, som
måtte være blevet tørt på dette tidspunkt. Jeg forestillede mig, at han havde lagt sig
ind i soveværelset for at få sig en lur, når vi alligevel ikke var der. Skydedøren lod
han stå åben for at lufte ud, og på den måde var der fri adgang for Sonny - og det
kunne kun være ham! - og Slagter.
Det var selvfølgelig muligt, at de var fulgt efter Birger fra huset i Gentofte, hvilket
betød, at de bevidst var gået ind i huset velvidende, at han var der. Skønt jeg tilskrev
Sonny en hoben meget lidt humane følelser, ville jeg foretrække en version, hvor det
var et "uheld", en forskrækkelse eller lignende, der var gået over gevind. Hvis Birger
havde overrasket dem, kunne - ...
...
Den koldeste og klammeste fornemmelse, jeg til dato havde oplevet, pøsede ned
over min rygrad. En version af begivenhederne, som ville holde mig vågen resten af
mine dage, flimrede vildt - og med langsomme gengivelser alle de forkerte steder -
over monitoren: Sonny sniger sig ind i huset, hvor Birger sidder ved køkkenbordet,
Birger, som er på min alder, har samme højde og næsten samme hårfarve, især hvis
det vådt efter et bad - Sonny er sikker på, at personen ved bordet er (tadah!) Brian,
ejeren af den mest beskidte snude i doping-smugleriets historie, Brian, som har
stjålet Sonnys samlede budget og regnskab Birger rejser sig, da han fornemmer noget
bag sig, Sonny springer frem og borer springkniven i ryggen på "Brian", mens han
ler djævelsk og glæder sig til at gentage succesen med Lisbeth, som råber et sted i
nærheden. Lisbeth råber, jeg skal passe på - ...! (- hov! Lisbeth kan umuligt være i
huset. Hun er ude at gå på stranden sammen med mig ... eller - nej, Lisbeth er her ved
siden af mig i bilen og hun råber til mig).
Muskler Jens E.Hansen Side 145