KAPITEL 1 - data Fiction

Ti minutter senere var jeg ligeglad. Med mine muskler. Med mig selv.
Også med Lisbeth. At besvare hendes muntre spørgsmål om alskens aldeles
ligegyldige ting, kostede mig de største anstrengelser, at følge med hende, var en
straf, selv Dante ikke turde tage med i sin Helvedes-beskrivelse.
Regnen var kun en uundgåelig og naturlig tilføjelse til mit nu lange register over
livets fortrædeligheder.
Vi var et sted mellem tre- og firehundrede kilometer fra huset, da de sorte skyer
viste deres sande ansigt, og trods beklagelser - også fra min side, selvfølgelig - blev
vi enige om, at det nok var bedst at vende om. Regnen trommede ubønhørligt ned.
Turen hjem var både længere og kortere end udturen. Længere, fordi vores tøj blev
sjaskhamrende vådt og dermed tungere; kortere, fordi vi var på vej tilbage. Tilbage
til den tørre, varme stue, med en lystigt buldrende ild i pejsen, en tør whisky i glasset
og ... nej, bare tilbage.
Til sidst var vi så gennemblødte, at det faktisk var morsomt. Kulden fra regnvandet
havde en dulmede effekt på mine smertende muskler, humøret steg, vi lo ad
hinanden, lo ad vort komiske udseende med det slaskende tøj, lo ad ingenting, og de
sidste par hundrede meter begyndte vi at fjolle rundt og drille hinanden. Lisbeths
opfordring til at se, hvem af os der først nåede trappen op til huset, fulgte jeg villigt
op på, og et rablende Gøg og Gokke-nummer udspillede sig i de næste minutter
under vor fælles gjaldende latter. (Jeg tabte i sagens natur stort).
Voldsomt prustende og stønnende nåede jeg frem til trappen, hvor Lisbeth ventede
på det nederste trin med hånligt drilske bemærkninger afbrudt af halvkvalt latter.
Som feriekolonibørn fulgtes vi pjattende og tjattende op til terrassen. Letsindigt
havde vi ladet skydedøren ind til stuen stå åben, men alt så stille og fredeligt ud,
ganske som da vi startede turen. Vi lo overstadigt på vej op ad trappen, Lisbeth greb
vildt uregelmenteret fat i ryggen på min joggingtrøje, og så indledtes et kombineret
slagsmål/kapløb om at nå først gennem stuen og ud til badeværelset. Under skrig og
skrål vristede jeg skydedørens håndtag fra hende, til gengæld lykkedes det hende at
skubbe mig væk, så hun nåede ind i stuen før mig. Jeg indhentede hende ved døren
til gangen, og vi fortsatte side om side hen mod badeværelset. Synkront fik vi fat i
dørhåndtaget, væltede jublende ind ad døren og ...
...
Vi gled ikke på det glatte gulv. Vi snublede ikke over uforudsete genstande. Havde
heller ingen indlysende grund til at standse. Men vi standsede. Samtidig. Stod stille.
Så på hinanden, mens vore brystkasser hævede og sænkede sig, mens regnvandet
gled i lange bække ned ad vore kinder - mens alt i universet åndeløst så på og
ventede. For at holde balancen i den sidste spurt havde vi hver især holdt fast i
"modstanderens" arme, og vi stod nu og klamrede os forpustet til hinanden, to
dryppende statuer, i latterligt langtrukne ærmer, med det filtrede hår klistret ind til
hovedbunden.
Vi så på hinanden.
Hvad Lisbeth så, ved jeg ikke, men jeg - ... jeg sansede to dybe, blå øjne, en smal,
lige næse, røde, vanddryppende læber, som let adskilt afslørede de hvide tænder. Jeg
så alt ... og intet.
Med blikket fastholdt begyndte vi som svar på en usagt kommando at trække det
våde tøj af. Det korte øjeblik, vore blikke var skjult af trøjerne, betød ingen
Muskler Jens E.Hansen Side 130