Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
at ubetydelige fyre som mig stikker deres næser i det. Slet ikke hvis sådan en<br />
ubetydelig fyr bliver en trussel imod dem.<br />
Hendes ansigtsudtryk sagde mig, at Sonnys ubehøvlede opførsel ikke kom som<br />
nogen overraskelse for hende, men sagens virkelige alvor - understreget af<br />
Jakkesættets mordforsøg på mig - havde svært ved at trænge igennem. Forståeligt<br />
nok, for hvem kan acceptere tanken om, at mennesker, man kender, render rundt og<br />
truer med død og ødelæggelse eller ligefrem bestiller et mord?<br />
Klokken havde nærmet sig ti. Tjeneren, der flere gange i aftenens løb forbavsende<br />
nok havde set bedrøvet på Lisbeths dæmpede vulkanudbrud, mindede gæsterne,<br />
deriblandt os om, at man desværre var nødt til at lukke. Han fulgte os til døren som<br />
de sidste.<br />
- Got aften, mine herskaper, ok got nat. Han lagde hovedet lidt på sned og kiggede<br />
sørgmodigt på Lisbeth. - Jag onsker, at den smokke damen igen skal komme at smile.<br />
Livet er al fo kort at vare so vred.<br />
Efter dansk målestok en utilgivelig frækhed at tiltale gæster på den måde, men<br />
hverken Lisbeth eller jeg kunne andet end smile ved synet af hans ærlige og oprigtige<br />
ansigtsudtryk, mens han sagde sin lille udgangsbøn. Lisbeth beroligede ham med, at<br />
hun skam normalt var glad og tilfreds, men engang imellem hører man ting, som ikke<br />
er så rare. Det forstod tjeneren glimrende, og han virkede lettet ved hendes ord. På en<br />
måde virkede dette pudsige afbræk i vor samtale som en afsluttende kommentar til<br />
alt, hvad jeg havde fortalt hende i løbet af aftenen. Som et underforstået budskab:<br />
det, der er sket kan ikke ændres, men der skal træffes nogle beslutninger for at undgå<br />
at tingene bliver endnu værre.<br />
Vi stod på fortovet foran restauranten, stadig smilende til hinanden over tjenerens<br />
afskedshilsen og var begge klar over, at vi havde et akut problem: vi var langtfra<br />
færdige med at snakke, men der fandtes ingen restauranter eller barer (herude hedder<br />
det i hvert fald ikke værtshuse) hvor vi kunne sætte os ind. Efter lidt snak frem og<br />
tilbage, løste Lisbeth problemet ved at foreslå, at vi spadserede hjem til hende. Det<br />
ville tage en halv times tid, men som hun sagde, luften vil have godt af os, og vi af<br />
den. (- og busser er i denne del af verden et fremmedord på - ... nå ja, det ved I).<br />
Efter fem minutters gang - indrømmer jeg - var mine to tasker forfærdeligt tunge.<br />
Der var ikke mange fysiske kræfter tilbage i mig efter dagens oplevelser: Sonnys<br />
springkniv, Viggos gennemhegling og ikke mindst den sindsoprivende oplevelse på<br />
stationen. Lisbeth kunne se på mig, at jeg var besværet af taskerne, men ikke for min<br />
død ville jeg indrømme, at hun med glæde måtte bære den ene for mig. Lisbeth<br />
havde flere gange i aftenens løb afsløret en god portion sund fornuft og en ikke<br />
mindre portion stædig beslutsomhed. Disse egenskaber halede hun nu frem igen. Jeg<br />
tilbragte et par øjeblikke med at aflire nogle af de "hår-på-brystet"-absurditeter, som<br />
vort kønspolitisk opsplittede samfund har indpodet os mandfolk, men Lisbeth skar<br />
igennem våseriet og efter nogle svage (og meget uærlige) protester fra min side, blev<br />
kompromiset, at vi bar den ene taske imellem os, samt at vi skulle skifte side hvert<br />
femte minut for at undgå, at jeg blev overanstrengt i den ene hånd. Med denne<br />
fordeling slentrede vi gennem de mørke gader mod Lisbeth og Birgers hus, og<br />
efterhånden fik vi genoptaget vor snak - eller rettere, vi tog hul på en ny snak; en<br />
snak med det underforståede tema: Hvad nu?<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 110
Change language