KAPITEL 1 - data Fiction

nogle ideer om, hvad historien handlede om. Som tænkt, så gjort. Vel ankommen til
hjemmet, fik jeg smurt mig nogle madder og gylpet dem ned med et par glas...
(- Nul bajere til motionisterne! "Det er mælk, det er ny energi", aahhh!)
Nede ved Haralds værksted kiggede jeg ind ad de lave vinduer. Værkstedet lå i
kælderen, med to rum ud mod gaden. Jeg kunne ikke se Harald, han var formodentlig
omme i baglokalet, hvor selve værkstedet befandt sig. De to små lokaler mod gaden
blev mest brugt til ekspedition af kunder og ellers til opmagasinering af færdige
arbejder. Harald laver møbler på bestilling, når han ikke sætter gammelt ragelse i
stand. En lille del at hans kunder kommer selv til værkstedet, men det meste arbejde
får han ved at tage rundt og på bedste kræmmerfacon tilbyde sin service til folk, som
kan lide tanken om, at den gamle sofa eller servante kan komme til at se ud som ny.
Derfor tilbringer Harald en masse dage på landevejen med sin skrammelkasse, en
tidligere velfungerende varevogn - bogstaverne fra et kendt kaffemærke kan stadig
ses under den grønne maling - og denne faren omkring betød, jeg i den sidste ugestid
ikke kunne gå ned og få min sædvanlige sludder med ham. Det sker, at Harald beder
mig om at hjælpe sig, mest med at bakse rundt med store møbler men ellers med at
hente småting, han mangler, eller måske bringe møbler ud til kunder. Jeg har da
kørekort, og selvom den gamle spand har sine nøkker, lykkes det mig som regel at
manøvre den rundt uden uheld på den slags småture.
Jeg sneg mig ned ad trappen, åbnede døren og stoppede klokken over døren, inden
den kunne advare ham om min ankomst. Jeg listede på tåspidserne hen til døren til
baglokalet og sprang frem med et højt "BØØHH!"
Til min egen, ophøjet tåbelige fornøjelse. Lokalet var tomt. (- Hvor fanden er ...?)
Bagdøren gik op, og Harald kom luntende ind på sin vanlige, fredsommelige måde,
snaden vippende i mundvigen og med dæmpede, uforståelige brokker klemt ud
mellem de store, røgfarvede tænder. Han mumlede tit for sig selv, men det er nok
meget almindeligt for os enegængere.
Harald og jeg har været venner, siden jeg for seks år siden flyttede ind i
ejendommen. Når jeg tænkte over det, syntes det, som om vi altid havde været det.
Jeg har ikke tal på de behagelige eftermiddage efter jobbet, jeg har tilbragt nede i
hans baglokale, mens han trisser rundt og lægger den sidste hånd på en oplakering
eller fejer efter en nypolstring. Efter jeg blev arbejdsløs, er eftermiddagene og
sludrene naturligt nok blevet længere, hvilket giver mig endnu bedre lejlighed til at
hjælpe ham med diverse småting, og en smule godt gammeldags håndværk og brug
af værktøj har jeg da også fået lært hen ad vejen. Vi udveksler aldrig dybsindigheder
som sådan, men det er ikke så lidt livsvisdom, jeg har suget til mig. Harald virker
ikke så gammel, som han engang afslørede, at han faktisk er, nemlig sidst i tresserne.
Hans krop viser ingen tegn på alderdomssvækkelse, hvad jeg tit har set beviser på,
når han ubesværet vipper en tre-personers sofa omkring. Og hans hjerne er ung som
nogen andens. Yngre end min mange gange.
- Nå, er du dér, sagde han mellem et par bab på piben. - Det var ellers en
forskrækkelig fart, du havde på i formiddags.
- Ja, bortset fra at din mave er det eneste bløde, jeg er stødt ind i fornylig, må du
undskylde, hvis jeg forskrækkede dig. Det ved du, at jeg aldrig kunne finde på.
- Nej, det var nok oppe i stuen ovenover, jeg hørte nogen råbe bøh lige før, sagde
han og satte sig hen til høvlebænken ved bagvæggen. - Nå, men jeg forstod på dig, at
Muskler Jens E.Hansen Side 59