You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
naturligvis lige bagefter og med et hørligt "Hhmmpff, man generer sig sandelig<br />
ikke", trak hun den uskyldige køter væk fra den "slemme mand".<br />
Det var for meget. Fortørnet rejste jeg mig for at gå en tur omkring på vejene,<br />
trådte et skridt frem mod fortovet - ... da jeg ud af øjenkrogen så noget bevæge sig<br />
henne ved huset. Rædselsslagent konstaterede jeg, at Lisbeth havde forladt sit hjem<br />
og i dette stærkt ubelejlige øjeblik kom gående på det modsatte fortov i retning mod<br />
stationen og dermed parken - og mig! Det, som jeg hele tiden havde håbet ville ske,<br />
var pludselig barsk virkelighed: Lisbeth færdedes til fods, skulle formodentlig til<br />
byen.<br />
Den Store Detektiv måtte og skulle følge efter hende.<br />
Men der var lige et enkelt problem: Når Lisbeth om få sekunder nåede ud for<br />
parken, havde hun frit udsyn til stien og bænken, og jeg var ikke spor interesseret i,<br />
at hun skulle se mig - endsige lægge mærke til mig lige nu og her. Det ville ødelægge<br />
alle mine planer for næste dag. Samtidig måtte jeg ikke lade hende slippe mig af syne<br />
for anden gang. (- Hvad Fanden skal jeg gøre?) Hvordan blive usynlig - op på samme<br />
tid følge efter Lisbeth?<br />
Jeg valgte at lade som om, jeg gik gennem parken mod den næste vej.<br />
Hundedamen gloede ugenert på mig, mens jeg steppede "først den ene vej og så den<br />
anden vej" i et forsøg på at slippe forbi hende og det "søde kræ" uden at vække for<br />
megen opsigt. Mens jeg diskret skævede bagud for at holde øje med Lisbeth, som<br />
intetanende passerede parken uden at ofre den et blik, forsøgte jeg at vise<br />
hundedamen, at jeg sandelig var ophøjet ligeglad med hende og hendes kæledyr - og<br />
i princippet også med den halvslappe hundesnor, som på uforklarlig vis snoede sig<br />
om min venstre sko.<br />
- Næ, nu be'r jeg...! udbrød hun typisk nok, da jeg skyndsomt vristede foden fri,<br />
drejede omkring for at få balancen, (foretog et fordækt og desværre mislykket forsøg<br />
på at sparke den legesyge køter) og derefter trådte over det ankelhøje metalhegn, som<br />
omkransede græsset - et hegn, der givetvis betød "Adgang forbudt". Jeg valgte<br />
således forbryderbanen og damens evige fjendskab i min iver for ikke at svigte min<br />
opgave - det vil sige: ikke miste Lisbeth af syne igen.<br />
Hvilket ikke var nemt på dén vej, husker vi. Problemet var tværtimod, om hun<br />
skulle finde på at vende sig og få øje på mig. Det skete heldigvis ikke. Roligt fulgtes<br />
vi ad til stationen, og da hun øjensynligt skulle med S-toget mod byen, klippede jeg<br />
straks mit kort. Toget ankom, Lisbeth trådte ind i den næstforreste vogn, og jeg<br />
gjorde det samme. Jeg sørgede for at komme til at stå i gangen bag hendes ryg. På<br />
denne facon nåede vi let og elegant ind til Nørreport, Københavns eneste ægte,<br />
uforfalskede undergrunds-station, en foreteelse som undertiden får visse borgere til at<br />
sammenligne vor hovedstad med London eller Paris. Muligvis er stanken og larmen<br />
ligeså streng på disse byers underjordiske togstationer, men jeg har altid haft svært<br />
ved at forstå denne sølle form for internationalisering af noget så prosaisk som en<br />
tunnel med nedgang fra gaden. Nå, uanset stationens størrelse og Brian Mortensens<br />
mening om stedet, var det her, vi stod af og klatrede op i dagslyset.<br />
Min tur rundt til diverse shopper og stormagasiner sammen med/lidt bag Lisbeth<br />
forløb ganske uden bemærkelsesværdige hændelser. Hendes indkøb kunne ikke<br />
chokere nogen - hvis ens bankkonto ellers kan tåle samme form for dræning som<br />
Birgers kunne - men da hun uden varsel forsvandt ind i en port i et stort palæ-agtigt<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 29
Change language