Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
sårede hånd, stirrede skiftevis på blodet og på mig, mens en besynderlig blågrå farve<br />
bredte sig i hans ansigt. Mens hans skreg.<br />
Og så gik jeg på ham - ...<br />
De småbitte stålringe i slagterhandskerne, som Haralds ven i Kødbyen havde lånt<br />
os, kunstfærdigt smedet sammen til en smidig, ugennemtrængelig, ekstra hud, fik nu<br />
en anden, men lige så kærkommen funktion. Mine slag blev langt mere effektive, end<br />
jeg normalt kan præstere og dog ... Mit humør, i smukkeste harmoni med<br />
stormvejret, ville sikkert havde givet mig kræfter til at tærske livet ud af kroppen på<br />
ham med de bare næver. Slagterhandskerne gjorde det blot til en større fornøjelse!<br />
Apropos Slagtere. Sonnys indtil da paralyserede partner vågnede op. Et junglebrøl<br />
steg op fra hans strube, mens hans kampvogn af en krop satte sig i bevægelse hen<br />
mod mig og Sonny.<br />
Jeg stoppede mine bragende slag mod Sonnys hoved, da jeg hørte Slagters råb.<br />
Hans indblanden havde jeg også søgt at gardere mig mod, men hvor var ...? (- Åh<br />
nej, hvor Fanden - ...!) Den var værre! Der var ingen tid til at overveje, hvad jeg<br />
ellers kunne gøre, når Slagter nåede hen til mig - den del af planen var - ...<br />
... og så blev det MIN tur til at glo uforstående.<br />
Netop som Slagter havde tilbagelagt halvdelen af distancen, slog lynet ned. Ikke i<br />
form af en voldsom, elektrisk himmeludladning, men i form af - ... en grøn<br />
racercykel. Johs' øjemål var perfekt. Det trekantede hul mellem rørene i cykelstellet<br />
ramte nøjagtigt ned omkring Slagters hoved, desværre ikke helt ned og låse hans<br />
arme ind til kroppen, men ... man kan ikke få alt. Nedslaget, kombineret med<br />
overraskelsen, tvang giganten i knæ. De forskellige cykeldele, som jeg af egen<br />
erfaring vidste, var spidse, skarpe, kantede, hårde og fra mildt til svært lemlæstende,<br />
gjorde deres bedste for at ridse og skramme Slagter, mens olien fra kæde og tandhjul<br />
sværtede hans ansigt og hænder grundigt til. Liggende på jorden kæmpede han med<br />
styret, pedalerne og hjulene, der mest af alt lignede levende væsener i et nådesløst<br />
kvælningsforsøg. Slagter var desværre ikke slået endnu. Det lykkedes ham at slynge<br />
den nu temmelig maltrakterede cykel fra sig. Han sprang på benene. Det var ude med<br />
mig. Sidste del af planen virkede stadig ikke. Kampen var forbi - men jeg havde nydt<br />
hvert et sekund. Den livløse og blodige Sonny mellem mine knæ var belønningen for<br />
mine anstrengelser, var gengældelsen for hans terror mod Lisbeth, for den rædsel, vi<br />
havde gennemlevet i de sidste dage. Jeg sænkede armene, lod hovedet synke og<br />
ventede blot på Hævnens - ikke "Engel" - men "Slagter".<br />
BOOOUUM!!<br />
Lyden var umiskendelig. Ingen undskyldninger med at vinden overdøvede braget.<br />
Slagter stoppede for anden gang, stirrede hen mod den grønne kassevogn - og tabte<br />
kamplysten.<br />
Harald stod med benene spredt a la Clint Eastwood i en spaghetti-western. Det<br />
dobbeltløbede haglgevær pegede godt nok op i luften, men han havde kun affyret det<br />
ene skud. Endnu en patron tilbage i det andet løb. Hvad en tidligere<br />
fremmedlegionær naturligvis<br />
vidste alt om.<br />
At slippe ud fra det ubehageligt snævre rum under forsædet havde taget ham<br />
længere tid end planlagt, men endelig var kavaleriet kommet! (- ... et haglgevær! det<br />
havde vi sgu da ikke aftalt!) tænkte jeg lettere fornærmet. (- Han skulle jo bare ...<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 169
Change language