KAPITEL 1 - data Fiction

unge, de smukke eller de rige, bliver man aldrig antastet i tolden. Dengang vi kom
med rygsæk og lange fløjlsbukser, kunne det tage timer, før man slap igennem, men
endnu en gang viste pengenes magt sig. Efter en rejse mødte Sonny og Slagter op i
gården, de fik æskerne eller, hvad det nu var, og jeg fik et par billeder og en liste
over ting, jeg skulle skaffe på næste rejse.
- Jamen, det kunne han da bare fortsætte med. Hvis han havde negativerne, kunne
han jo blive ved med at lave nye aftryk!
Jeg tvivlede ikke på Lisbeths intelligens, men det virkede lidt uhyggeligt, at hun
uden videre gik med på sådan et arrangement. Men hvad ved jeg om at være offer for
afpresning.
- Ja, det var tåbeligt. Jeg affandt mig med tanken, da det egentlig er folks eget
ansvar, om de vil fylde sig med det skidt, men for et par måneder siden fik jeg nok.
Og sagde det til ham.
- Var der en særlig grund til, at du ville stoppe. Jeg kan ikke forestille mig, at han
blev særlig begejstret for det.
- Nej, det blev han ikke. Tja, der var flere grunde til at jeg stoppede. Dels var
Birger og jeg gledet en smule fra hinanden, som jeg fortalte dig, dels var jeg led og
ked af at måtte krybe for det uhumske bæst og hans tumpede makker, men det, der
slog hovedet på sømmet, var, at en af mine veninders sønner fik et hjerteanfald og
døde. Om han fik sin doping fra Sonny, ved jeg ikke, og det er i og for sig også
ligegyldigt, men tanken om, at jeg var med til at skaffe den slags midler, som kunne
få friske og sunde unge mennesker til at falde døde om på gaden, det var bare for
meget. Min venindes søn var ude at cykle, da han uden varsel væltede ud foran en
bil, som dog nåede at stoppe. Han var tyve år gammel og havde kun trænet i et år,
men alligevel var han lige så stor, som nogle af de unge, der træner i vores center.
Jeg kan blive helt kold og klam ved tanken om, at jeg hver uge træner sammen med
folk, der har en tidsindstillet bombe kørende rundt i kroppen. Nogle gange har jeg
lyst til at skrige til sådan en overdimensioneret knægt, som umuligt kan have fået
sine muskler ad naturlig vej, at han skal tænke sig om og holde op med at fylde sig
med det lort. Pigerne er ikke et hak bedre. De tager det ene middel efter det andet for
at blive slankere og slankere. Nogle af dem ligner fandenme spøgelser!
Vi var nået et godt stykke ud mod spidsen af odden, men der manglede stadig en
lille kilometer til havnen. Vi fandt en bænk, som stod i læ for vinden oppe ved nogle
forblæste, skæve træer, og skønt vi stadig ikke frøs, satte vi os tæt sammen på
bænken. Jeg skuttede mig godt på plads i jakken og lagde armen om Lisbeths
skuldre. Jeg stirrede ud over vandet og prøvede at få disse brikker til at finde deres
naturlige pladser i puslespillet, for det gjaldt om at være hundrede procent sikker på,
hvad vi kunne forvente fra Sonnys side, hvis vi skulle gøre os håb om at slippe
helskindet fra denne affære.
Vi sad i flere minutter og nød den friske luft, kiggede på de skrigende måger og
færgen, som snart ville lægge til i havnen.
- Sonny truede naturligvis med at sende en stak billeder til Birger, og - som han
sagde - hvis det ikke hjalp, ville han sende udvalgte eksemplarer til nogle af vores
forretningsforbindelser. Jeg kunne ikke finde på anden udvej end at lade være med at
tage med Birger, især ikke til syden. Det blev sværere og sværere at finde på
undskyldninger, og i de sidste to-tre måneder har jeg befundet mig i en slags
Muskler Jens E.Hansen Side 138