You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
løbende ind i stuen. Jeg var anstændigt oplynet, så det var ikke derfor, Harald stirrede<br />
mærkeligt på mig. Det måtte være noget andet.<br />
Han holdt telefonrøret foran sig i den ene hånd, mens den anden dækkede over<br />
tragten. Der var altså stadig nogen i den anden ende. Hans ansigtsudtryk stoppede<br />
mig midt på gulvet. Alskens forfærdelige tanker væltede ind over mig. Helen sad i<br />
sofaen og stirrede tomt ud i luften med hænderne presset ned i skødet. I lænestolen<br />
havde Mona vendt sig mod Harald henne ved telefonen; hun virkede stiv som en<br />
voksdukke. Pludselig opdagede jeg, at de alle tre var stivnet, døde midt i deres sidste<br />
bevægelse.<br />
Verden stod stille ...<br />
(- Hvorfor ser Harald så underlig ud i hovedet. Er Lisbeth ...? Hvem er det, der har<br />
ringet? Hvad er der sket? Hvorfor gør han sådan ...?)<br />
- Hvorfor SIGER du IKKE NOGET?!?!<br />
...<br />
***<br />
<strong>KAPITEL</strong> 28<br />
Hvorfor ... sagde ... han ... det? HVEM havde BEDT ham om DET?!!<br />
Men han sagde det alligevel.<br />
- Brian - ... Lisbeth ... Lisbeth er blevet kidnappet, - ... men du må - ...<br />
Resten hørte jeg ikke. Godt nok havde jeg kørt mine batterier flade på det sidste og<br />
kunne tåle en genopladning eller to, men mit system kunne slet ikke tåle den form for<br />
spænding. Jeg er lavet til almindelig husholdningsstrøm, mine sikringer kan fåes i<br />
håndkøb! Det her var industri-forsyningen, mand! Maximal overbelastning! Alle<br />
mine kontakter klikkede ud på én gang, relæerne glimtede kort, den lille mand, der i<br />
fire døgn havde knoklet som en gal med at justere og reparere anlægget for blot at<br />
holde de vigtigste funktioner i live i min udkørte krop, stoppede afventende, bankede<br />
mistrøstigt på et par af målerne, sukkede sørgmodigt, da den sidste sikring gik op i<br />
røg, overskuede de umiddelbare skader - og gav op.<br />
Endelig mærkede jeg min søvnløse nat, de endeløse spekulationer, choket over<br />
fundet af Birger, Sonnys terror, synet at Lisbeth, da jeg så hende sidste gang, så<br />
hende køre afsted i bilen, på vej til at starte et nyt kapitel i mareridtet. Men det var<br />
det forkerte kapitel. Lisbeth ville aldrig lade sig kidna- ...<br />
Jeg besvimede.<br />
Den pt vagthavende var for en gangs skyld nådig. Jeg fortsatte med at være uden<br />
bevidsthed det meste af natten. Bagefter havde jeg lykkeligvis ingen erindringer om<br />
drømme eller mareridt, mens jeg var væk. Mona fortalte, at jeg flere gange gentog<br />
Lisbeths navn, råbte noget uforståeligt om Birger og Sonny, og en enkelt gang om<br />
Slagter, men uanset, hvem jeg drømte om, vred og vendte jeg mig voldsomt i sengen.<br />
Klokken var otte søndag morgen, da jeg totalt udkørt og formidabelt tørstig<br />
vågnede i en drivvåd seng og uforstående så den sovende Helen sidde i en stol ved<br />
Muskler Jens E.Hansen Side 152
Change language